Lyon

15. okt. 2008, 15:17

Her weekenden tog Isidore mig med ud på en af hans landmandsvenners gård. Ham vennen (der hed noget så fransk som François) var en kende alternativ og omgikkes mindst lige så alternative mennesker. Alternative i den forstand at de skillede sig mærkbart ud fra de normer, jeg er opvokset med. Én gang årligt holdte François en stor fest for venner og familie, unge som gamle, og jeg var så heldig, at det lige netop var denne aften, at det i år løb af stablen. Ved ottetiden sad jeg ude i en skov og var beskuer til et intellektuelt fransk skuespil med Rousseau (spillet af François) og Voltaire som hovedpersoner. Hele sceneriet var imponerende skruet sammen og kostumerne var mindst lige så vellykkede. Det var dog meget begrænset, hvad jeg forstod af det, men det var heldigvis kun begyndelsen på en mindeværdig aften. Efter skuespillet var der gilde i en lille sal, der tjente godt til det formål. Foruden mad og drikke var der løbende folk på scenen, der optrådte med enten improviserende skuespil, indøvede sketches, musik eller en blanding af det hele. Og folk var generelt imponerende dygtige. De så helst at alle folk kom på scenen mindst én gang i løbet af aftenen, men jeg var desværre lidt for svanset til at hoppe på scenen foran fyrre fremmede franskmænd (på et fladt flødebollefad). Jeg blev taget fuldstændig med storm af, hvor dygtige disse folk var, så en pædagogudgave af Mariehønen Evigglad på akustisk guitar ville knap nå dem til sokkeholderne, tænkte jeg. Det var én lang smøre af gakkeløjerlige og skæve inputs, som varede til ud på morgenen.

Desværre var ikke alle dage på gården som den ovenfor beskrevne lørdag. Mit førstehåndsindtryk blev lidt for hurtigt til en form for hverdag, og så var der bare et eller andet, der ikke klingede hundrede procent mellem mig og Isidore. Der var noget, der forhindrede mig i at slappe af, så de gange han var ude af huset (f.eks. når han skulle aflevere menneskekød til folk), nød jeg at være overladt til mig selv. Det var derfor ikke med sorg i sindet, at jeg mandag morgen forlod gården. Eller jo, den første halve time var det. Ugen forinden havde jeg nemlig spurgt ham pænt, om han ville køre mig til en nærliggende by, hvorfra det ville være nemmere for mig at blaffe, men enten havde han glemt det, eller også er det bare ét af mange eksempler på, hvor dårlig kommunikationen imellem os var, for jeg var af den klare overbevisning, at han havde sagt ja til at hjælpe mig denne morgen. Så det kom lidt bag på mig, da han ved 9-tiden sagde endegyldigt farvel til mig uden for huset, og at jeg derefter var overladt til mig selv in the middle of nofuckingwhere. Men som antydet, gik der ikke mere end en halv times tid, før jeg blev samlet op og for første gang i over to uger igen var på vej ud i det blå i strålende flot morgensol. Destination Lyon, hvor jeg havde kringlet logi hos Charline, en fransk udvekslingsstudine min søster havde boende en uges tid for otte år siden.

Det var et par i trediverne, der var så elskværdige at give mig den første hjælpende hånd. De var rygere og havde en lille baby på bagsædet, der var vildt bange for mig (jeg forstår ikke hvorfor, jeg plejer at have babytække), så der var lidt gråd undervejs, der blev forsøgt dæmpet med nogle kiks. Vore veje skiltes i en rundkørsel, hvor det af gode grunde ikke er særlig nemt at blive samlet op, så jeg begyndte at gå langs vejen, der var ret smal, og hvor chancerne for at blive samlet op derfor ikke var meget bedre. Jeg kom til et sted, der syntes rimeligt, tog mig en pisser og blev umiddelbart derefter samlet op af en mand, der var på vej på arbejde. I modsætning til mig syntes han, at stedet jeg stod, var ret skidt, så han kørte mig nogle kilometer til en lande-/hovedvejstilkørsel, han i sin tid flittigt havde benyttet. Klokken var imidlertid blevet halv elleve, jeg var i udkanten af en relativt lille by, og flertallet af de mennesker der skulle på arbejde var for længst mødt. Her blev jeg mindet om dilemmaet mellem tålmodighed versus det usikre, idet en elektrikerlærling, som ikke skulle mere end fyrre kilometer ad landevejen, holdt ind til siden. Med risiko for ikke at ramme en benzinstation jeg kunne blive smidt af på inden de fyrre kilometer, gamblede jeg og gik all in. Det skulle jeg nok ikke have gjort. En halv time senere befandt jeg mig i ingenmandsland gående mod det ukendte på en støvet lille grusvej, der løb parallelt med hovedvejen. Og findes der som blaffer noget værre end at gå lige i nærheden af en vej, hvor bilerne suser forbi i samme retning som dig, men uden mulighed for at stoppe? Jeg kunne næsten ikke forestille mig det. I hvert fald ikke før jeg senere på dagen oplevede det samme - bare på en motorvej.

Nå. Jeg gik og gik. Efter en times gang kom jeg til en landsby. Hurra. Her tomlede jeg det første og bedste køretøj, som var en stor, hvid varevogn. Bag rattet sad det marokkanske pakkebud Karim. Han var en mægtig fætter (i forstanden rar), og da jeg var totalt rådvild kastede jeg min taske ind bagi og hoppede selv ind foran. Vi drønede fra landsby til landsby og kastede pakker til højre og venstre omgivet af landskaber, jeg stadig ikke har vænnet mig til. Det er en fornøjelse at køre rundt i Frankrig, thi det er så flot over det hele (oh la la). Efter et par timer var der ikke flere pakker, og så skulle Karim hjem. Mit bekendtskab med ham sluttede brat, da motorvejen deltes i to: østpå mod Nancy (hvor han boede) og sydpå mod Dijon og Lyon. Der var ikke så langt til det nærmeste betalingsanlæg, sagde han, hvor jeg sandsynligvis kunne blive samlet op. Nuvel, nogle få kilometer tager måske ikke ret lang tid i bil, men skal man gå langs motorvejen med en tung taske på ryggen kan det godt føles lidt trægt. Heldigvis var der ikke myldretidstrafik, så det var ikke så farligt, som det måske kunne lyde. Da jeg fik øje på politiet, sprang jeg over autoværnet og gik i en nydelig bue uden om betalingsanlægget, hvor jeg tog et lille hvil og nød 200g æblemos, som jeg havde fået med af Isidore. Herefter fandt jeg en lastbilchauffør i nød. Han skulle fragte jeg ved ikke hvor mange tons pulvermad til Marseille (uh, tænkte jeg), men det var ikke blevet pakket ordentligt, så det var ved at vælte. Jeg gav ham en hånd i en times tid i håb om, at han ville tilbyde et lift mod Lyon, men nej. Regler, regler, regler. Verden drukner kraftedeme i regler. Det var forståeligt, men alligevel æv. Kort tid efter rendte jeg ind i en rar belgisk mand, der havde bosat sig i Frankrig. Han skulle ikke langt, men vidste dog at der var en benzinstation inden hans afkørsel, som han kunne sætte mig af ved.

Her fandt jeg en lettere fimset mand, der arbejdede for et kosmetikfirma og kørte i en sort Peugeot 407, som er en af mine yndlingsbiler. Den er fed, synes jeg. Og jeg havde aldrig kørt i sådan en før, så jeg var glad, da jeg fandt ud af, at han kunne køre mig til Dijon i den. Det skulle dog gå lidt anderledes, for efter 50 kilometer fandt han (eller dvs. hans GPS) ud af, at han faktisk overhovedet ikke skulle til Dijon. Inden jeg fik set mig om, var vi på motorvej A5 i retning mod Paris. "Fedt! Flot! Genialt, din spassernar! Glo dog for helvede på et kort og orienter dig lidt om, hvor fanden du er og skal henad i stedet for at stole blindt på en GPS!", skreg jeg til ham. Han gloede bare dumt på mig, smurte lidt lipgloss på, lavede en trutmund og sagde "au revoir" på sådan en rigtig bøsseagtig måde, idet han smed mig af på rastepladsen, vi netop var kommet til. Her stod jeg. Sikke en lortedag. Klokken var nu blevet 18, og jeg havde i løbet af ni timers hitchhiking præsteret at tilbagelægge intet mindre end cirka 100 km (i fugleflugt). Jeg havde 250 km, lidt æblemos og nogle kiks tilbage, og så befandt jeg mig i øvrigt på en rasteplads i retningen mod Paris. Det så aldeles håbløst ud. Og jeg var ret udmattet efter alle de kilometer, jeg havde gået, så jeg var nærmest parat til at campere for natten.

Men tilfældighederne ville det anderledes. Jeg fandt hurtigt ud af, at rastepladsen var temmelig stor, og at man kunne krydse motorvejen under en bro, så det var biler i begge retninger, der holdte ind her. Mit sidste lift denne dag fik jeg af to arrogante, italienske forretningsmænd, der boede i Lyon. Til at starte med gjorde de et stort nummer ud af at vise mig, hvor lidt plads de havde i Alfa Romeoen (den ene ligefrem åbnede bagageklappen, så jeg selv kunne se, hvor lidt plads der var), men jeg demonstrerede for dem, at der godt kan være mere end en barnestol på et bagsæde. De var rigtig italienske, men på hver deres måde. Den ene var som taget ud af Hitman. Pilskallet og en smule frygtindgydende at se på, og den anden var bare.. Italiensk på den italienske måde. De var nu rare nok (ham den italienske italiener havde kone og børn), men alligevel forretningsmænd. Ham den skallede sagde, at hvis han skulle gå bare én kilometer, så ville han nok tage en taxa. Vi havde i det store hele ikke meget til fælles, så jeg forholdt mig stille og rolig omme på bagsædet. Ved 21-tiden satte de mig af i centrum af Lyon, hvor jeg gik resten af vejen og blev taget godt imod af Charline. Hun er skidesød, og de fire drenge hun deler lejlighed med (den er ret stor) virker også rigtig rare. Vejret er godt, det er varmt, og jeg er glad.

Link til billeder og kort.

<- Tilbage