Et halvt år med hæklenåle var nok19. okt. 2008, 20:50Lyon er sådan set en dejlig by. Det er vist den tredje største i Frankrig - cirka på størrelse med København - og ligger rigtig flot med en stor bakke midt i det hele, et par floder og gammel arkitektur. Og så har de sådan et smart cykelsystem, så man for næsten ingen penge kan cykle byen tynd for turistattraktioner på nogle dertil opstillede cykler. De har skam tænkt sig om, har de!For mig var det dog mest af alt "bare" endnu en storby i mængden med nogle gamle, slidte bygninger (nogle mere slidte end andre) og mange mennesker, der havde rigtig travlt med alt muligt helt vildt vigtigt. Men et eller andet må have haft en positiv indvirkning på mig, for jeg endte med at blive tre dage længere end planlagt. Charline var en fantastisk pige at bo hos, og selv om hun ligesom alle andre havde travlt, var hun mægtig sød og rar alligevel. Hun boede med fire studiekammerater (alle sammen drenge), så det var som at komme ind i en lille familie af unge mennesker med en lettere overrepræsentation af hankønnet. Det var vældig hyggeligt. Og så artikulerede og gestikulerede hun på en meget karakteristisk måde, som jeg morede mig gevaldigt over. Desværre var hun ikke lige så fantastisk til at køre bil, som hun var til at lege vært. Mens jeg var der, dumpede hun sin tredje køreprøve til trods for, at hun havde haft dobbelt så mange teori- og køretimer som påkrævet. Det var ret synd, for i Frankrig skal man have kørekortet hjemme senest tre år efter første teoritime - og med denne tredje dumpning er det ved at være tre år siden, hun startede, så hun skal starte helt forfra med teori osv. Surt show! Det var ikke den samme Jeppe, der forlod Lyon lørdag den 18. oktober, som ankom mandag den 13. Torsdag var det regn- og blæsevejr, så min lyst til at bevæge mig uden for lejlighedens fire vægge for at opleve Lyons smukke betonbygninger var helt i bund. Jeg havde længe overvejet tanken om, at dreadlocks ikke varer for evigt. De var fra Indien, og jeg var af den overbevisning, at de kunne være blevet lavet bedre. De skulle jævnligt touperes i spidserne (med en kam man normalt bruger til at frisere hunde med), syes sammen med en hæklenål og til sidst nulres runde. Det var et værre arbejde, og jeg var ikke for god til at få det gjort, så nu skulle det altså være slut. Desuden passede de heller ikke til mig. Man skal som et minimum ryge cigaretter og helst gerne en masse pinde for at have den dreadede manke, jeg i over et halvt år har båret rundt på. Jeg krøb ud af mit skalkeskjul i lejligheden og spadserede hen til den første og bedste frisør for at høre, hvad det ville koste at blive hjulpet af med dem. 60€. Jeg spurgte hende, om hun havde slugt søm, men det havde hun ikke. Jeg gik hurtigt videre og fandt en knap så fin frisørsalon, der ville have 17€. Det var mere rentabelt, men jeg var stadig ikke tilfreds, så jeg rendte videre op ad gaden og fik øje på et supermarked, hvor jeg købte ti engangsskrabere og det billigste barberskum, jeg kunne finde. 1,19€ fattigere og to timer senere havde jeg for første gang i min livshistorie mere hår på pikken end på hovedet. Og jeg havde tilmed haft det betydeligt sjovere undervejs, end hvis en tilfældig fransk frisørfisse havde gjort det for mig. Jeg var godt tilfreds! Vel vidende om at min nye frisure givetvis lugtede mere af nazirocker/mafioso end af sød og tolerant omrejsende, begav jeg mig lørdag morgen ved 10-tiden ud på Lyons hektiske netværk af motorveje. Jeg havde dog taget mine forholdsregler og iført mig den grønne rastahat fra Indien, som føltes mærkelig tom uden noget hår til at fylde den ud. Det skulle blive sværere end håbet. I fem stive timer vandrede jeg rundt i Lyon fra sted til sted - det ene dårligere end det andet. Problemet er, at man (jeg) typisk efter en god halv times tid mister tålmodigheden og gerne går et stykke vej i håb om at finde noget bedre (man gider jo ikke spilde mere tid end højst nødvendigt på et skodsted, hvis man har indtryk af, at det ikke vil give pote). Det resulterede altså i, at jeg nærmest gik det halve af Lyon rundt. På et tidspunkt befandt jeg mig nedenunder motorvejen, hvor en polsk hjemløs (af gud ved hvilken grund) havde valgt at bosætte sig. Han snakkede lidt gebrokkent fransk og kunne desværre ikke hjælpe mig med et godt sted at blaffe. Men han vidste, hvilken retning der var nord og syd (tak, kammerat). Og så lugtede han rigtig meget af tis. Først på den forkerte side af klokken tre lykkedes det mig at komme væk. Derefter gik det til gengæld rimelig tjept, og tre lift senere var jeg i centrum af Montpellier. Jeg havde undervejs fået et lift af en gut, der foruden at tilbyde mig husly i Aix-en-Provence gav mig en mailadresse til en, der måske kunne mangle en mand til noget sejlads på Atlanterhavet. Det kunne være alt for fedt (federe end at ride gennem en skov på en hest), men jeg tør ikke håbe på noget som helst. Nu er jeg altså i Montpellier, og jeg regner med at Couch Surfe her i en god uges tid. I skrivende stund er jeg hos en 24-årig småreligiøs pige, der læser agronomi. Men hun bruger Linux, så hun er helt okay. I går aftes da jeg ankom tog vi ud og festede med nogle af byens unge mennesker. Byen er kendt for sit universitet - unge mennesker fra hele verden kommer hertil for at studere, så der er unge mennesker over det hele. Festen sluttede ved 3-tiden, hvor vi kunne gå hjem uden overtøj. Tak, Middelhav. Link til billeder og kort. |
| <- Tilbage |