Farvel civilisation

2. nov. 2008, 11:34

Inden jeg kom til Montpellier, vidste jeg to ting om byen: at halvdelen af dens indbyggere er under 25 år, og at den er tilholdssted for manden, der i min verden har cirka samme status som Einstein har i videnskabens verden: Rémi Gaillard. Til trods for generelt rigtig dårligt vejr kom jeg ret hurtigt til at synes godt om byen. Faktisk så godt at jeg havde hele ni overnatninger (fem forskellige steder) og stadig ikke helt er klar over, hvorfor jeg tog videre. Lidt forsinket (fordi jeg for tiden bor et sted uden computer) følger her nogle af mine seneste oplevelser.

Jeg nåede lige at få præsenteret min første vært ganske kort. 24-årige Tara som boede mutters alene i en 25m² taglejlighed lige i centrum (så helt mutters alene var hun faktisk aldrig). Fordi der kun var hende, og fordi lejligheden ikke var større, havde hun alt i småt format: vaskemaskine, kogeblus, miniovn (ikke en microovn) osv. Det var meget sødt, og hun var som sådan også rigtig sød, men hun kunne ikke rigtig måle sig med mit næste midlertidige hjem, hvor tre studerende piger boede (jeg sværger, jeg vidste ikke på forhånd, at der var tre). Religion er lidt noget fis, hvis du spørger mig, men pludselig fik jeg en fornemmelse af, hvad paradis er for en størrelse. Jeg skulle ikke røre en finger! De lavede al maden, hørte fed musik og var generelt rigtig afslappede at være sammen med. To af dem havde rejst en masse og den ene deraf en del til søs. Mødet med hende gjorde mig endnu mere hooked på at komme ud at sejle, end jeg i forvejen var.
Jeg var en aften med en af pigerne på universitetet for at tjekke noget gospel ud. In charge var en senegalesisk reggae-/gospelneger, som var ret fed i den rolle. Der var opvarmning med nogle franske tekster á la "vi går til stranden og samler tang" og senere stod vi alle tredive og skreg "Leeet the sunshine in". Hvis jeg skulle vælge, ville jeg uden at tøve vælge fransk gospel frem for fransk yoga, som jeg tidligere på min tur var blevet udsat for. Begge dele var dog genstand for stor morskab for mig.

Det blev desværre ikke til mere end et par dage i paradis, og jeg forstår ærlig talt ikke hvorfor, for jeg er (og har altid været) en rigtig sød fyr, hvis jeg selv skal sige det. Men, men, men. Det var fedt så længe det varede. Og mit tredje stoppested i Montpellier var også et rigtig godt et af slagsen. En kunstunderviser og en alternativ underviser (Rudolf Steiner). Han og hun. Yohann og Maud. 26 og 27 år. De var ikke vildt stærke til engelsk, så jeg fik talt en masse fransk. Ellers har jeg desværre en tendens til at skifte til engelsk, når jeg møder franskmænd, der mestrer det sprog. Men jeg fik talt en del fransk, og det var vældig gevaldigt.
Jeg lånte en cykel af dem en dag og tog på cykelsightseeing rundt i byen, hvor jeg blandt andet kom forbi en genbrugsbutik. Faktisk to. Hvis man kender mig og mine principper bare en lille smule, vil man også vide, hvor meget jeg holder af den slags butikker. Og stod det til mig, skulle der være lige så mange genbrugsbutikker, som der er frisører (dem er der nemlig rigtig mange af). Jeg var forberedt, så med mig havde jeg omtrent halvdelen af min backpackergarderobe, som jeg fik udskiftet for intet mindre end 4€ (sorry far, men din gamle røde skovmandsskjorte fra vores klædudtøj røg altså). Jojo, både udvendigt, men sandelig også indvendigt sker der nogle ændringer. Jeg er snart ikke til at kende igen.

Derudover er Montpellier som sagt tilholdssted for Rémi Gaillard, som velsagtens kan betegnes som komiker og idémager bag www.nimportequi.com. Der er snart ikke det, han ikke har taget pis på på sin egen originale og relativt harmløse måde. Han skulle næsten have en medalje, et schweizisk guldur eller i det mindste et weekendophold i Lalandia for de ting, han har lavet. På den måde adskilte Montpellier sig fra andre byer, idet jeg kunne få timer til at gå med at spotte og fotografere ting og bygninger, som jeg kunne genkende fra hans videoer. En kommunalt opstillet skraldespand kunne derfor fremkalde et smil og blive genstand for fotografering, mens en majestætisk statue af en historisk meget vigtig person kunne synes nok så ligegyldig. Denne store interesse kombineret med et stalkergen, som jeg vist har arvet efter min mor, resulterede i, at jeg pludselig stod uden for mandens hus. Eller det troede jeg i hvert fald, indtil nabodrengen gjorde mig opmærksom på, at han var flyttet til en landsby i udkanten af Montpellier. Denne hjælpsomme nabodreng gav mig ydermere Rémis mobilnummer, og hvad var nu det for en situation at stå i? Jøsses! Jeg følte mig lidt som en eller anden teenagetøs, der var på jagt efter mit yndlingsboyband. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle snakke med ham om - ville bare gerne møde ham og sige hej. Set i bakspejlet skulle jeg nok have kørt den helt ud og givet ham et weekendophold i Lalandia. Det nærmede sig aften torsdag den 23. oktober. Dagen var langt fra slut endnu, men jeg skulle hjem til mine værter og have noget i skrutten, inden jeg skulle til noget jazz senere på aftenen.

Ved 22-tiden stod jeg uden for den store betonbygning JAM, der lå det mest gudsforladte sted i udkanten af byen - en time for sent på den fordi jeg "lige skulle noget". Jeg væltede ind i salen i min gennemsvedte regnjakke - pissefuld og ubarberet (kun ubarberet) - og til min store overraskelse fandt jeg på scenen en jazzkvartet med vores alle sammens yndlings X-Factor-dommer (Thomas Blachman) med en fløjte i kæften. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var den ægte var, men at vi her havde at gøre med fire hollandske jazzmusikere, der lirede en syret omgang jazz/electronica/av-mine-ører af. I pausen fandt jeg ud af, at de alle sammen mere eller mindre underviste på musikkonservatorier i Holland, og jeg betvivler ikke deres musikalske kunnen ét sekund - jeg siger bare, at det for mig var var en omgang abstrakt larm, der kun havde få lyse øjeblikke.

Jeg kunne umuligt sove oven på en musisk oplevelse af en så særpræget karakter - slet ikke efter jeg cyklede gennem centrum og fandt unge festglade mennesker over det hele. Jeg ved ikke, hvorfor jeg af og til bliver tiltrukket af den laveste fællesnævner, men af ren sympati (tror jeg) kiggede jeg et smut forbi byens hjemløse, der holdt til i nærheden. Måske er det manglen på plads i samfundet eller simpelthen manglen på fast bolig, der gør, at jeg på det seneste er begyndt at hænge ud med de hjemløse (polakken i Lyon og nordmanden i Amsterdam), men jeg bliver lige skuffet hver gang. Da jeg fik øje på nogle kanyler, bevægede jeg mig langsomt væk derfra. De næste ti minutter gik med at ryste en hjemløs af mig, som jeg endte med at bespise med nogle cent. Heraf lærte jeg at udvælge folk med lidt større omhu, og af lidt andre grunde end ren sympati.
Nok lidt inspireret af et program jeg havde set aftenen forinden (hvor en franskmand rejser verden rundt og spørger folk på gaden, om han kan sove hos dem), stoppede jeg en halvtilfældig ung mand med meget langt hår og spurgte, hvor han var på vej hen, og om jeg kunne joine ham. Han var bare ude et øjeblik for at spise - ellers sad han hjemme i sin lejlighed, så hvorfor ikke? Han var meganørd med stort m, og da jeg også altid selv har haft et computergen(i) i mig, var det ikke svært at finde noget at snakke om. Han lignede til forveksling den danske stand-up-komiker Geo, og hans kæreste lignede en nørdet udgave af den polske skuespiller Natalie Avelon. Sjove og nørdede mennesker der boede i en stor lejlighed - halvt fyldt op med tomme pizzabakker. Vi snakkede og snakkede, drak og drak og røg en lille smule, og jeg vendte ikke hjem til mine værter før ved 5-tiden.

Resten af tiden i Montpellier var lidt noget rod. Dagene gik pludselig rigtig hurtigt, jeg løb tør for planlagte sofaer og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle bagefter. Jeg havde rig mulighed for at compute, men havde ikke rigtig ro til at samle mine tanker om noget som helst. Jeg ville gerne videre til Spanien for at prøve lykken i nogle af de store havne (Barcelona og Valencia) i håb om at finde en båd, der kunne bruge mig til et eller andet, men Couch Surfing kræver lidt planlægning - noget jeg ikke mestrer lige godt altid. Sjældent faktisk.

Efter en sidste nat i Montpellier i Arnaults lejlighed (ham nørden) blaffede jeg mandag morgen videre til min anden WWOOF-oplevelse syd for Perpignan - ikke ret langt fra den spanske grænse. Jeg havde ringet en gang tidligere, hvor jeg havde kigget på gårde i Sydfrankrig, så det var cool med ham, at jeg med lidt kort varsel kom forbi. På vejen dertil mødte jeg en 40-årig skotte, der talte så skotsk, at jeg cirka forstod lige så lidt som når jeg taler med franskmænd. Det var helt vildt. Han havde rejst Europa rundt på kryds og tværs i 10 måneder uden nogen anelse om noget som helst. Han var vist på vej til Spanien - for tredje gang. Jeg lover at vende hjem, inden jeg kommer ud på det overdrev, hvor jeg bare rejser for at rejse.

Ud på eftermiddagen ankom jeg til Chateau Bambou (bambusslottet), men det er sgu det grimmeste slot, jeg nogensinde har set. Min første tanke var: "Okay, kan man bo på en losseplads?". Wilfred Jesse kan. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne. Han har selv bygget det hele, og det sætter han en stor ære i. Der flyver fluer rundt overalt, vandet vi drikker er fyldt med jord (han pumper det selv op, men glemmer at filtrere det), morgenbrødet er som regel stenhårdt, fordi han ynder at købe kasseret bagerbrød (som ofte er kulsort og/eller for gammelt), køkkenet er udenfor, hvilket kan få en aftensmadslavning i november måned til at føles ret lang, og så har jeg ikke været i bad i en uge, fordi der ikke er noget varmt vand. Og så bor jeg i en campingvogn. Igen. Jeg trak dog ikke den totale nitte, da Monsieur Flemming Leth aka. Wilfred har krydret den med en kakkelovn (mere om den senere).
Ud over at være inkarneret gør-det-selv mand er han et 60 år gammelt gespænst, der rager næsten to meter op i luften. Han har et stort hvidt skæg, langt hvidt hår og så har han haft en ubtydelig birolle som Gandalf i nogle film om en eller anden ring, alle vil have fat i. Det kunne han i hvert fald have haft, hvis ellers han talte engelsk. Hele WWOOF-beskrivelsen (den jeg fandt og "faldt for" på nettet) er formuleret på flydende engelsk og giver et noget romantisk billede af stedet. "This summer I am building a swimming pool" står der blandt andet. Jeg fandt senere ud af, at det er en WWOOF'er, der arbejdede her for tre år siden, der skrev teksten for ham. Poolen er stadig ikke færdig, og i skrivende stund er den så klam, at jeg ikke engang ville lade fisk svømme i den.
Derudover er han en gammel hippie, der i 1968 kørte i bus hele vejen til Indien. Efter at have været her i tre dage havde jeg allerede deltaget i en svampejagt og en halvårlig marijuanahøst - begge dele i egen have. Jeg ved ikke, om han har eksperimenteret med lidt for mange ting i tidens løb eller om han bare er mærket af alderdom, for han både tænker, taler og bevæger sig meget, meget langsomt. Så langsomt at jeg ikke ved, hvor længe han ville være i stand til at klare hverdagen på egen hånd (der er ret meget at lave). Heldigvis for ham er der et fransk kærestepar, som bliver her helt til næste sommer.

Sådan ville den civiliserede Jeppe (ham der kom direkte fra Montpellier) beskrive stedet. Naturmennesket Jeppe ser en vildmand, der mere eller mindre har meldt sig ud af samfundet, og som har formået at stable sit eget sted på benene, hvor han lever sit liv, som han vil. Han er rimelig selvforsynende, og begreber som tid og penge er af mindre betydning. Det har jeg dyb respekt for. Begge personer eksisterer i mig, og jeg står et eller andet sted midt i det hele og kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal synes om det.

Forleden aften efter maden tænkte jeg nogle af ovenstånde tanker, mens jeg gik tilbage til campingvognen. Da jeg åbnede døren, opdagede jeg til min store overraskelse, at der var røg over det hele, og op ad væggen bag kakkelovnen kunne jeg se hvorfor. Der var ild i lortet! Jeg tog det stille og roligt, hentede en vandkande og fik det slukket rimelig hurtigt. Men hvor kunne det være gået galt, hvis jeg i stedet for at spise havde lagt mig til at sove. En kakkelovn i en campingvogn - hvad fanden er også det for noget?
Bagefter fæstnede jeg mig cirka lige så meget ved det, der lige var sket som ved min egen reaktion. Omstændighederne taget i betragtning havde jeg virkelig taget det roligt og kom til at tænke på, hvor katastrofal en livredder jeg ville være. Dels på grund af mit generelt rolige væsen, men også fordi jeg er en elendig svømmer. Så hvis nogen overhovedet ville være tilpas meget i knibe til i første omgang at få mig lokket ned af mit livreddertårn, ville vi højst sandsynligt begge to drukne, inden jeg ville nå frem. Og jeg tager snart videre sydpå i håb om at finde en båd over Atlanterhavet? Som I kan høre på det hele, far og mor, er jeres ældste søn en ansvarlig ung mand. Ingen grund til bekymring.

Link til billeder og kort.

<- Tilbage