Længe leve tilfældighederne

6. nov. 2008, 02:35

At blaffe er lidt som at spille lotto. Nej, det er faktisk meget federe end at spille lotto, for jeg har kun vundet én gang i lotto i mit liv. Der vandt jeg til gengæld over fem tusinde kroner, hvilket er mange penge, når man ikke er mere end otte år gammel. Men alligevel. Begge dele er overladt til nogle tilfældigheder udenfor ens rækkevidde. Det har jeg på det seneste oplevet rigtig meget, så derfor står denne rulle i tilfældighedernes tegn.

Jeg krøb tilbage til civilisationen morgenen efter, jeg sidst skrev. Et par dage forinden havde det været så voldsomt regnvejr, at flere motorveje i Frankrig var blevet lukket. Denne mandag morgen var det heldigvis rigtig pænt, så jeg tog tasken på ryggen, der var pakket med en god portion optimisme, idet jeg håbede på at nå Valencia, som var omtrent 500 km væk. Mit første lift fik jeg af en franskmand, der arbejdede i Spanien. Jeg havde på forhånd indset, at jeg nok ikke ville komme ret langt med mit spanske ordforråd, der indtil da cirka bestod af "gracias", så han udvidede mit vokabular med et par nyttige gloser, så folk kunne forstå, at jeg ville andet end at takke dem. Det var derefter op til mig at tolke ud fra deres mimik, om de kunne hjælpe mig eller ej, for jeg fattede sjældent en brik af den smøre, jeg ofte fik kastet tilbage i hovedet.

Enten var sætningen dårlig, eller også var det min udtale, der var skyld i, at jeg ingen lift med spaniere fik den dag. Derimod blev jeg samlet op af en ungarsk mand, der talte gebrokkent tysk og nærmest intet engelsk. Prøv lige at holde en samtale kørende i et par timer med en mand på et sprog, du ikke selv behersker! Aldrig har jeg fyret så mange forstående nik af og samtidig fattet så lidt. Bagefter fik jeg et lift af en italiensk/marokkansk kok, der kørte rundt i Spanien i en Mercedes på tyske plader, og som jeg kommunikerede med på fransk. Sikke et miks! Klokken fire samme eftermiddag smed han mig af på den sidste benzinstation inden Valencia, hvor jeg fluks løb ind i tyske Wolfgang, der på en prik lignede min gamle engelsklærer fra 1. og 2.g. Han var på vej hjem til Tyskland, men havde fået stjålet sin taske i en bus et par dage forinden, så han havde ingen penge. Han var ikke gammel engelsklærer, men talte godt spansk og så havde han i sine unge dage kørt en masse lastbil, så han kendte området ret godt. Med hans hjælp fik jeg indlogeret mig på et hostel i en lille forstadsby, hvorefter vi fandt en bar, og så stak jeg ham nogle penge til et tog som tak for hjælpen.

Dagen efter tog jeg ind til byen for at få en kulturindsprøjtning af format. Som jeg før har givet udtryk for, er jeg jo stor fan af alt, hvad der har med gamle, slidte bygninger eller anden nymodens arkitektur at gøre. Jeg skippede hele lortet, gjorde jeg, og smuttede direkte ned i havnen for at høre, om nogen stod og manglede en mand til noget sejlads. Desværre ikke. Jeg fik dog snakket med nogle rare folk, der havde nogle svinestore både (det er jo næsten færger nogle af dem!), som ud over at give mig et glimt af livet til søs gav mig tips til nogle andre havne, hvor jeg kunne prøve lykken.
Min plan for Spanien var fra start af bare at kigge rundt i nogle af de store havne og ellers ikke spilde for meget tid. Ud over ikke at kunne kommunikere med dem havde jeg på forhånd heller intet synderligt forhold til landet. Efter at have været her i nogle dage er jeg ikke blevet meget klogere. Befolkningen er (efter hvad man kan dømme ud fra at kigge på folk) meget mangfoldig. Der er alt fra kulsorte negere til skandinavisklignende folk med rødt eller blondt hår og fregner. Generelt er de ikke særlig kønne, synes jeg, hvilket både overrasker og skuffer mig lidt, da jeg havde en forestilling om at komme til et ocean af spanske sild. Men der er langt imellem dem.

Jeg havde ikke mere at gøre i Valencia, så jeg tog min taske på ryggen og begav mig mod motorvejen. Næste sted jeg ville prøve lykken var i Alicante, knap 200 km sydpå. Det var imidlertid blevet sen eftermiddag, det blev mørkere og mørkere og dermed svandt mine chancer for at komme videre hastigt. Ved ottetiden var jeg endnu ikke kommet ud af byen, det var mørkt, og jeg var træt af at gå, så jeg besluttede mig for at slå lejr. Jeg fandt et sted under en motorvejsbro, der så hæderligt ud, og i min søgen efter nogle grene og blade til at lempe det kolde og hårde betonunderlag, fandt jeg til min store glæde en madras, nogen havde smidt i en busk. 1, 2, 3 og så havde jeg en seng, der var næsten lige så god som den på mit hostel aftenen forinden.

Det, jeg i skrivende stund, vil betegne som "i morges", er onsdag den 5. november, hvor jeg vågnede i Valencia ved syvtiden efter min første veloverståede nat under en motorvejsbro. Jeg begav mig af en parallelvej til motorvejen mod en benzinstation. Tre lift senere var klokken blevet elleve og jeg blev sat af i havnen i Alicante af bankmanden Louis, der var sent på den. Han skulle til et vigtigt møde med nogle andre bankmænd, men var rigtig rar og havde tid til at tage mig med. Det var perfekt.
I Valencia havde de været enormt hjælpsomme på havnekontoret, så jeg forsøgte mig ad ligeledes i Alicante. Her sagde den stramme receptionistdame til mig, at jeg kunne udforme og aflevere et curriculum, og at jeg i øvrigt ikke måtte gå ned på bådpladserne, da de var forbeholdt folk med både. Jeg svarede hende på godt gedigent jysk, at hun kunne rende mig med hendes bureaukratiske pis, og så gik jeg derfra med en sur mule.

Satte mig på kajen, spiste et par chokoladekiks og tænkte mig om for en stund. Gik om bag nogle huse, skiftede skjorte, udskiftede den grønne rastahat med et par solbriller og efterlod den store taske. Så var jeg ikke til at kende igen. Gik mod bådpladserne (der kunne ses fra receptionen), og da vagten stoppede mig, svarede jeg meget overbevisende, at jeg skulle besøge nogle venner på en båd i afsnit C, og mere skulle der åbenbart ikke til. Jeg fik blandt andet en god snak med en erfaren englænder, som rådede mig til at droppe østkysten, da folk her primært ligger vinteren over, og i stedet tage direkte til Gibraltar. Øv. Den anden ende af havnen tilhørte en lokal regattaklub, så der ville chancerne om muligt være endnu mindre.

Jeg var nærmest parat til at tage videre til Gibraltar, hvis ikke det var fordi, jeg nogle dage forinden havde kastet et par Couch Surfing anmodninger i luften, som jeg ikke havde fået svar på. Jeg fandt en netcafé, og der var positivt svar fra den ene, så jeg besluttede mig for at tage en overnatning i Alicante for at få lidt ro på og for at lægge en plan for de følgende dage. Jeg mødtes med ham, men han skulle hurtigt på arbejde, så han gav mig nogle ekstranøgler, og så var jeg ellers overladt til mig selv i lejligheden. Efter at have tilbragt en god times tid alene havde jeg både fået mad, vasket, opladt min iPod og været i bad. Det var rart med en fast "base" efter en uge uden for civilisationen efterfulgt af et par hektiske dage i Valencia.

Ved firetiden drev tanken om, at der kunne ligge en båd i regattaklubben, der manglede mandskab, mig alligevel ud af lejligheden. På vejen derned nød jeg at kunne være iklædt nogle Ali Baba-lignende bukser, en skræddersyet t-shirt og nogle sandaler fra Indien i november måned. Endnu en gang lykkedes det mig at tilsnige mig adgang til et område, som vist var forbeholdt medlemmer. Ganske som forventet var der spanske flag på nærmest alle bådene, og der var ret mennesketomt. Jeg mødte et spansk par, som talte dårligt engelsk og konkluderede, at der ikke var noget at komme efter, så jeg gik tilbage ad.

Men så rendte jeg ind i Sven. Sven er en stille og rolig midaldrende søulk fra Norge. Han er snart på vej mod De Kanariske Øer for at møde sit mandskab til at krydse Atlanten med. Han havde tænkt sig at tage turen til De Kanariske Øer egenhændigt, men kunne da godt bruge et par ekstra øjne, så han bød mig velkommen ombord. Siden klokken 17 i dag (onsdag) har jeg følt mig som jordens lykkeligste menneske. Med risiko for at strande på De Kanariske Øer tager jeg chancen og forlader Alicante enten i morgen, torsdag, eller på fredag sammen med Sven. En tur der tager en god uges tid med et stop i Gibraltar undervejs. Det er en relativt stille og rolig start, så jeg kan få en forsmag på, hvad livet til søs har at byde på. Og så kan vi kommunikere med hinanden på dansk og norsk. Det er perfekt! Og hvis jeg er superheldig, kan jeg efterfølgende finde en båd over Atlanten, da vindforholdene for tiden er gunstige. Men det tager vi til den tid.

Længe leve tilfældighederne.

Link til billeder og kort.
<- Tilbage