Oceanus Atlanticus

17. nov. 2008, 20:31

Turbulent. Bedre og kortere kan den sidste uge i mit liv ikke beskrives. Livet til søs gik i flere forstande op og ned. Der var øjeblikke, hvor jeg var i en tilstand af dyb samhørighed med det at være til, mens jeg til andre tider mest af alt havde lyst til at skubbe Sven overbord og sejle alene ud i det blå.

Jeg havde bemærket, at det var gået lidt ned ad bakke for Sven, efter hans to kompagnoner havde forladt båden i Spanien og overladt os i hinandens selskab. Det forsinkede os lidt i Gibraltar, men efter at have ligget fortøjret i knap tre dage i en havn, hvor der skete absolut nada (et ord jeg længe har brugt, men ikke vidste var spansk), insisterede han på, at han havde det fint, så vi drog ud på Atlanten med kurs mod Gran Canaria. Hip hurra!
Det var ikke noget imponerende første møde med det store hav. Der havde været mere vind i Middelhavet, ja, den første nat var Atlanterhavet faktisk blikstille. Og gråt. Så vi var nødt til at fortsætte med motor. Og Sven, han havde det alt andet end fint. Han sov rask væk 16-20 timer i døgnet, spiste fortsat ingenting, men drak til gengæld en helvedes masse. Jeg så ham af og til vælte rundt i en tilstand, hvor han var så bedøvet af druk, at han nærmest var ude af stand til at tale. Det hele lå derfor mere eller mindre i mine hænder, og med det faktum i mente at jeg aldrig sådan for alvor havde sejlet før, var det lidt af en prøvelse for mig. Det mindede af og til lidt om arbejdet i hjemmeplejen i Rødovre, hvor jeg havde arbejdet et par måneder inden turen til Indien, bare til søs. Det var lidt som at passe et ældre menneske (han var 63) for hvem tilværelsen var blevet for uoverkommelig, og det var den i den grad for Skipper Sven. Jo mere han drak og jo flere smøger han røg, jo mere flød det hele omkring ham og jo mere begyndte han samtidig at lugte (for ikke at tale om wc’et). Han udfordrede mig virkelig – ikke mindst fordi jeg samtidig skulle holde kursen, selv have noget søvn og have noget at spise. Det hele under gyngende forhold, som jeg også lige skulle vænne mig til.

Vi holdt os nogenlunde langs med Marokkos kyst, selv om vindforholdene muligvis ville have været mere gunstige længere ude på havet. Jeg havde det simpelthen bedst, når jeg vidste, at verden ikke var for langt væk. Efter et par dages sejlads tog vinden lidt til, og til tider kunne vi med fordel sætte sejl, men det gjorde det ikke mindre gyngende. Jeg oplevede blandt andet min aftensmad vælte ned fra køkkenbordet sammen med potter, pander og alt hvad der ellers kunne falde ned. På det tidspunkt var jeg ved at gå ud af mit gode skind, og da Sven som sædvanlig lå i en vodkarus, var jeg på nippet til at styre skuden i havn i Casablanca og fortsætte på tommelfingeren, som jeg hidtil havde gjort. I stedet hev jeg det, der lå mig nærmest (en nedfalden vodkaflaske og et kilo mel), rendte op på dækket og kylede det i havet i ren arrighed. Det hjalp mig lidt.
Derudover var det jo også lidt af et eventyr at være kommet på. Et af målene med denne tur var for mig at komme lidt ud af min vante ”sikkerhedszone”, og det lykkedes mig i høj grad på denne sejltur. Og Sven var blid som et lam, når han ellers var i stand til at tale. Der var ikke skyggen af ondskab i ham. På hele turen sagde han ikke én eneste negativ bemærkning rettet mod mig (det omvendte var desværre ikke tilfældet). Jeg så ham som en harmløs alkoholiseret mand, og sådan en kan man sgu ikke overlade til sig selv på Atlanterhavet, så jeg holdt ud. Og gudskelov for det.

På samme måde som Sven havde det med alkohol, havde jeg det med mad. Inden vi forlod Gibraltar, havde jeg provianteret i så rigelige mængder, for jeg skulle da have både i pose og sæk på min første store og vilde sejltur. Alt fra roulade og doughnuts til chokoladekiks, nutella, kinder-overraskelser og jordbærmarmelade blev fortæret i så store mængder, at jeg har taget over tohundrede kilo på. Forleden da vi mødte nogle hvalfangere tæt på Lanzarote, skød de fejlagtigt en harpun efter mig i den tro, at jeg var en hval. Men de ramte heldigvis ikke. Måske drak de også ombord, det ved jeg ikke.
Når det ellers var rimelig fredeligt oppe på dækket (eller i cockpittet som det hedder, der ved roret) og vi havde medvind, stillede jeg mig gerne op og nød at ride på bølgen blå. Jeg fik lidt en fornemmelse af, hvad surfing er for en størrelse – bortset fra at mit board var 47 fod langt og vejede knap 14 tons. Det var en tung satan at danse med, men sjovt var det.
Af og til hændte det også, at delfinerne nød bølgernes og skibets fremdrift, og det var jo simpelthen bare en fantastisk fed oplevelse, man fik oven i hatten. Hvis ikke jeg bliver hellig ko i Indien i mit næste liv, ville det ikke gøre mig noget, hvis jeg endte som delfin. Kvikke og smukke dyr der bare plasker derudad – frie som fisk nu engang kan være det. Og så ser de altid så søde og glade ud.

Efter nogle dages tilvænning begyndte jeg at acceptere min situation, og så blev det hele bare meget lettere. Jeg indså, at der skulle gevaldigt meget til for at bringe sejlbåden i overhængende fare. Det kunne gynge ubehageligt meget fra tid til anden, men der skulle eddermugme meget til, før det blev farligt, og vi kom aldrig op på vindstød stærkere end 15 m/s.
Pludselig kunne det være helt sjovt at stå i et gyngende køkken og forsøge sig ad med at koge pasta for fjerde dag i træk (ja, jeg spiste også andet end søde sager, og jeg kan vældig godt lide pasta).
Det var stadig ikke fedt at blive vækket med et par timers mellemrum om natten, fordi man skulle op at holde vagt i cockpittet, da båden ikke var udstyret med en radar, men det hørte sig ligesom til. Andet ville have været for tåbeligt. Det hændte, at man følte sig taget rigtig hårdt bagfra, når man efter at have kigget fremad i lang tid tilfældigvis kastede et blik bagud og så et bombastisk Titanic-agtigt containerskib lige bag sig (”lige” er et relativt begreb, men nogle ting kan godt føles skræmmende tæt på en til søs). Man hører sjældent noget for vinden, så man får sig nogle overraskelser somme tider, og der sejler godt nok nogle enorme metalskrog rundt derude, som man skal have respekt for.

Som dagene gik, fik Sven det bedre. Måske havde han foruden alkohol haft lidt sygdom i kroppen, men han fik det i alt fald lidt bedre. Efter en lille uges sejlads ankom vi i går eftermiddags til Gran Canaria, som er et ganske forfærdeligt sted. Jeg har indtil videre fået indfriet omtrent alle tænkelige fordomme om det sted, jeg har elsket at hade, men som jeg ikke før i går havde besøgt. Ganske som forventet vælter det med blegfede skandinaviske turister samt enkelte desorienterede englændere. Mine forældre har altid yndet at tilbringe somrene i den svenske ødemark, og denne kanariske måde at holde ferie på ligger sandsynligvis så langt væk fra den svenske natur, som man overhovedet kan komme. Af en eller anden grund fremprovokerer det et stort smørret grin, når jeg går blandt folk, der er taget hertil for at have en fed tid.
Heldigvis er Gran Canaria også stedet for søfolk. Utrolig mange folk tager et stop her inden en Atlanterhavsoverfart, og hvis nogen skulle være i tvivl, er det derfor, jeg er kommet hertil.

Svens måde at sejle på var meget afslappet. Han forventede nærmest ingenting af mig, og kun hvad druk angik, levede han op til mine stereotype forventninger til en kaptajn. Disciplin og regler fandtes ikke rigtig, og det gav mig en rar fornemmelse af frihed. Det første møde med det store hav har aldeles været oplevelsesrigt og givet mig et indtryk af, hvordan livet på havet kan være. Der er både plus- og minussider ved det, og hvis jeg skal over Atlanterhavet, vil jeg helt sikkert forsøge at finde et mandskab, jeg er på lidt mere ligefod med.
Derudover er jeg begyndt at savne Danmark og folk derhjemme, og man kan jo ikke rejse for evigt. Kommer jeg over Atlanten, ja, hvad så derefter? Jeg har lyst til en masse ting, og de kommende dage vil forhåbentligt vise, om jeg får udsigter til Caribien eller en flybillet hjem til Danmark.

Link til billeder og kort.
<- Tilbage