Man har vel lov at være heldig

17. dec. 2008, 17:38

Mission accomplished. Lørdag den 22. november forlod vi Gran Canaria, og i går, tirsdag den 16. december, kl. 10 lokal tid anløb vi English Harbour på Antigua i Caribien. 24 dage tog det at krydse Atlanterhavet. En distance på 3000 sømil (mere end 5000 km) blev tilbagelagt med en gennemsnitsfart på godt 5 knob i timen (cirka 10 km/t). Det er vel omtrent med en sådan hastighed, at man lunter af sted, og derfor kunne det i sagens natur godt føles lidt langsommeligt at "løbe" distancen over Atlanterhavet. Jeg lider i hvert fald ikke af jetlag.

Skibet, som jeg var heldig at finde, nåede jeg knap nok at skrive noget om. Det hedder Mizar, er 40 fod langt, knap 20 tons tungt og ejes af kaptajn Allan, som selv var med i byggeprocessen tilbage i firserne. Foruden Allan og mig var om bord letmatrosen Lise Lotte, med hvem Allan er i gang med at foretage en jordsomsejling, samt gasten (en gast er en form for hjælpende gæst til søs) Iver. Iver hoppede, ligesom mig, på på Gran Canaria, men i modsætning til min impulsive deltagelse i overfarten havde Ivers besøg været planlagt længe. De kendte altså hinanden på forhånd (mere eller mindre), men for mig har de sidste fire uger været i selskab med tre vildt fremmede voksne mennesker i halvtredserne.

Endnu en gang lykkedes det ikke at få indfriet mine stereotype forestillinger om en streng og disciplineret kaptajn, der kunne gøre livet om bord rigtig surt. Men det gør mig nu heller ikke noget. Kaptajn Allan minder mig lidt om Kim Bodnia. En sjov Kim Bodnia, som har fået mine mavemuskler mere i spil, end de fleste mennesker kan få dem til. Han er som regel mand for en munter bemærkning, og ellers er han god underholdning, når man midt i madlavningen (som ikke altid er lige sjov) kan høre ham give en falsetudgave af Bohemian Rhapsody eller noget Lis Sørensen, som han ynder at høre med store hørebøffer på. Musik, som slet ikke passer til i min forestilling om en stor Kim Bodnia-agtig type, men som kun har gjort det hele morsommere. Det eneste der forventedes af mig var, at jeg tog min daglige tørn med at holde udkig, og at jeg lavede mad hver fjerde dag. Det var lige til at overkomme.

Sejladsen i sig selv blev ret hurtigt rutine. Når først sejlene var sat og vindene ellers blæste, passede det rimelig meget sig selv. Terminologien der er til søs, tog det mig dog lidt tid at komme ind i, og det er endnu ikke noget, jeg jonglerer fejlfrit rundt i, men de nødvendige knob og stik er jeg efterhånden ved at mestre.
Når ikke jeg sad og fumlede med noget tovværk oppe på dækket, kastede jeg mig nådesløst over bådens bibliotek. Aldrig har jeg set så intens kryds-og-tværs og sudokulavning, som det der blev præsteret af "de voksne" her på turen. Det var for mig helt ubegribeligt, og jeg holdt mig derfor i litteraturens verden, som blandt andet bød på interessante skriverier af Troels Kløvedal og Joshua Slocum (den første mand der for over hundrede år siden sejlede jorden rundt alene). Jeg nød at sidde oppe på fordækket i skyggen af sejlene med en god bog, og af og til var jeg heldig at få lidt selskab i form af et lille væsen med vinger, der kom springende op ad vandet, og som akkurat kunne holde sig oven vande i nogle sekunder, for derefter at dykke ned igen. Det var såmænd flyvefisk, og somme tider sprang der en hel stime op ad gangen. At læse om andres bedrifter til søs, satte denne tur over Atlanten lidt i perspektiv. Vejret har generelt opført sig ordentligt, synes jeg, men den smule ubehageligheder vi har været udsat for, burde næsten skamme sig eller få mindreværd over de storme, der tilsyneladende hersker ved Kap Horn og andre steder.

En morgen, dog, vækkede Allan mig lidt før, jeg skulle på vagt med besked om, at der skulle rebes (hives hjem på et af sejlene). Det havde jeg aldrig været ude for før, så jeg var godt klar over, at der var optræk til et eller andet. Jeg hev et par bukser og en t-shirt og strøg ellers op på dækket. Nåede akkurat lige at se glimt af en morgenrød himmel mod øst, men to minutter senere stod himmel og hav i et. Da de første regndråber faldt, faldt også min beslutning om at kaste t-shirten i tørvejr, for jo mindre vådt tøj jo bedre. Og der stod jeg så oppe på dækket sammen med Allan og Iver. Der kom en overordentligt stiv kuling ind fra nord, bølgerne rejste sig og regnen piskede mod min krop, som var det store klumper hagl. Jeg var kun iført mine yndlingsbukser (nogle militærgrønne H&M pigebukser jeg engang fandt i Kirkens Korshærs genbrugsbiks hjemme i Viborg) og fik en fornemmelse af, hvilke voldsomme kræfter der er i spil, og hvor omskifteligt det kan være. Men vi fik hevet i de reb, der skulle hives i og fortsatte på halv sejlstyrke. Efter den ufrivillige morgendouche var man ligesom vågen.
Det var også den eneste gang, det virkelig gik vildt for sig. Jeg havde forventet et mere voldsomt og nådesløst Atlanterhav, men det har ikke været tilfældet, synes jeg. Jeg var vel forberedt på det værste, men det indtraf aldrig rigtigt, hvorfor jeg flere gange så mit snit til at sove oppe på dækket under mere eller mindre stjerneklare himle og uden at falde i havet.

Der var fiskegrej om bord, og da jeg især efter adskillige familiesommerferier i den svenske skærgård har fisket en del, faldt det mig ganske naturligt for at forsøge mig ad her. Tanken om en enorm tunfisk eller guldmakrel var lokkende, men de bed ikke lige så ofte, som jeg husker, at aborrene i Sverige gjorde det. Faktisk bed de overhovedet ikke, og det var en stor skuffelse for mig.
Men det skulle senere vise sig ikke at være nødvendigt, for en morgen fandt jeg til min store overraskelse en flyvefisk liggende død på dækket. Den lignede en, der hed Charles, så det døbte jeg den. Jeg undrede mig over, hvad der havde fået den til at tage den radikale beslutning om at ende sine dage på et skibsdæk, så i håb om at finde et svar sprættede jeg den op og fandt dens lever en smule misfarvet. Jeg konkluderede hurtigt, at den måtte have været alkoholiker. Sikkert ulykkeligt gift og da konen smuttede med børnene, røg han på flasken, og det havde langsomt taget overhånd. Men det skulle ikke afholde mig fra at spise ham, for jeg var frygteligt sulten, så jeg fileterede ham (så godt jeg nu kunne), stegte ham på panden og gav stakkels Charles en nogenlunde værdig ende på et ellers miserabelt liv. Jeg fandt senere ud af, at Charles' tilfælde ikke var enestående, så enten svømmer der en masse depressive flyvefisk rundt i Atlanten, eller også er de bare godt dumme.
Mad stod i øvrigt højt på dagsordenen. Der var ikke så meget andet at gå op i, så maden blev et vigtigt højdepunkt på dagen. Der var ingen 3 retters menuer, men var man heldig, kunne man nyde godt af en sammenkogt 8 dåsers ret á la Allan. Mums.

Lige nu ligger vi for anker i English Harbour i Antigua. Det er skønt at have fast grund under fødderne igen og specielt i et sådant tropeparadis, som vi er ankommet til. Det er en fantastisk skøn havn, naturen her har skænket mennesket. Mit førstehåndsindtryk af øen er meget afslappet. Klimaet minder mig om det i Indien, men indbyggerne er kulsorte - et levn fra en dunkel fortid. Men jeg kan godt lide negere. Mange render rundt med huer, som sjældent er store nok til at dække det lange rastahår, og hvor de kan komme af sted med det, høres der musik. Da jeg var på posthuset tidligere i dag for at informere de folk, som er afskåret fra internettets forunderlige verden, fandt jeg damen bag skranken både dansende og syngende til en radio, der kværnede løs med noget reggaemusik, mens hun venligt gav mig fire frimærker. Jeg er yderst veltilpas. Vi bliver her i hvert fald nogle dage og næste stop er endnu ikke helt fastlagt. Måske den Dominikanske Republik. Måske direkte til Panama.

Link til billeder og kort.
<- Tilbage