To be or not to be a havneluder

12. jan. 2009, 12:26

All right. Long time no see, jeg ved det godt. Short time no sea, haha. Der er stadig liv.

Det blev desværre ikke til mere end fire dage på Antigua. Øen var ellers med sit varme klima, lækre sandstrande og venlige reggaelyttende øboere lige noget for mig - et behageligt og tiltrængt break efter en meget lang sejltur. Men kaptajnen talte, og efter kun fire dage strøg vi direkte videre til Panama for at få styr på formalia og for at blive skrevet op til kanalgennemfarten, da der for sejlbåde somme tider kan være lang ventetid.
Juleaften blev holdt midt i det Caribiske Hav. Ingen sang og dans om noget træ (heller ikke engang omkring masten). Ingen gaver. Men værst af alt: ingen julemad. Jeg nød en grydefuld pasta i en utroligt høj sø, mens jeg tænkte på dem derhjemme, og at de på samme tidspunkt måtte være færdige med gaveræset.
Vejret var generelt mærkbart hårdere end over Atlanten med vinde, der af og til rundede 20 sekundmeter og søer, der var så høje som tekopper (eller rundetårn, jeg kan aldrig huske det). Først efter vi var kommet i land i Panama, fandt vi ud af, at især strækningen nord for Colombia af vejrmæssige grunde skulle være frygtet af søfolk verden over. Men i land kom vi, og nytårsaften blev holdt i marinaen i Colón, Panama, som er et aldeles røvsygt sted. Der skete ikke en skid, og selv da klokken slog midnat, fortsatte arbejdet på et enormt fragtskib ovre bag os. De havde vel nogle penge, der skulle tjenes. Der var glimt af raketter og også lidt larm inde fra byen, men i det store hele blev det for mit vedkommende en usædvanlig og meget uhøjtidelig højtid i året 2008.

Da vi igen fik kontakt til omverdenen efter at være landet i Panama, fik jeg overbragt nyheden om, at min nærmeste fremtid ikke længere skulle være om bord på Mizar. Det havde ellers været planen, at jeg skulle med gennem Panamakanalen og spendere de følgende seks uger på stillehavssiden ned langs Sydamerikas vestkyst, men eftersom det længe havde været planlagt, at noget af kaptajn Allans familie skulle med båden på dens videre færd fra Panama, ville syv mand om bord forståeligt nok blive for mange.
Det kom en smule uventet, så jeg lagde hjernen i blød i nogle dage for at overveje, hvad jeg så skulle finde på. Jeg var pludselig endt i et land, jeg ikke kendte spor til, ja, faktisk eksisterede Mellemamerika knap nok på mit verdenskort før for kort tid siden (landet Nicaragua syntes jeg aldrig at have hørt om før). Jeg kunne heldigvis fortsat bo på båden i marinaen til hans familie ville komme, så logi skulle jeg ikke tænkte på.

En aften da jeg sad og undersøgte mulighederne for at rejse rundt i Mellemamerika, vandrede et par piger forbi inde på bådbroen. I et øjebliks kedsomhed (og givetvis også lidt fordi jeg følte mig en kende tiltrukket af dem) tog jeg en rask beslutning, og fem minutter senere sad vi i baren og hældte øl indenbords. Det startede egentlig meget godt, men som snakken gik, blev jeg mere og mere klar over, hvad det var for et par piger, jeg her var ramlet ind i. Behøver jeg sige mere?
Jeg befandt mig pludselig i et frygteligt dilemma af moralsk-seksuel karakter. Efter længere tids drøftelser mellem mit over-jeg og min libido (en indre diskussion der blev betydeligt vanskeligere jo flere øl, jeg fik) kom jeg frem til, at det ville være for dybt at synke. Jeg skyllede resten af øllen ned, sagde så pænt jeg nu kunne, at jeg var ked af, hvis jeg havde spildt deres tid og skyndte mig ellers tilbage til båden til lyden af Allans velkendte snorken og prutten, som han til tider præsterer mesterligt synkront i søvne.

Et sammensurium af flere ting - blandt andet at jeg ikke taler spansk, at både mine penge og mit pas langsomt løber ud, og at jeg faldt over lidt af et knaldtilbud på et fly - betød, at jeg efter få dages betænkningstid besluttede mig for at vende snuden hjemad. Dette første eventyr som blaffer, som oprindeligt blot skulle være gået til Frankrig, slutter altså her i Panama. Eller næsten - for flyet tager mig kun til Paris (juhu, Frankrig igen!), og så må jeg tomle derfra.

Da denne beslutning var truffet, stod det soleklart for mig, at det var med at få mest muligt ud af mit ophold i Panama på kortest mulig tid. Jeg udnyttede straks min genvundne integritet og tog mit telt på nakken, hoppede på en bus og fandt siden hen en båd, der tog mig til Isla Grande, hvor jeg i bedste Robinson Crusoe-stil camperede på stranden (hvilket i øvrigt er tilladt på alle strande i Panama) og nød lidt øliv og stilhed. I modsætning til hvad man kunne forvente, var det en meget, meget lille ø, så efter et par dages rekreation var der ikke ret meget mere at komme efter, hvorfor jeg atter vendte tilbage til fastlandet.
Det var blevet skumringstid, så jeg nåede akkurat dagens sidste bus - en af de mange gamle graffitimalede amerikanske skolebusser - der drønede af sted mod marinaen i Colón med høj reggaemusik over højttalerne. Jeg blev enig med mig selv om, at busserne hjemme i Danmark fandeme mangler noget sjæl, og at jeg hellere vil leve i et land, hvor en bustur koster 25 cent, og hvor man for hver en enkelt cent får ørerne pumpet fulde af reggae.

Den følgende dag sagde jeg farvel og tak til Allan, Lise Lotte og ikke mindst til skibet, der havde ført os sikkert hele vejen fra Gran Canaria til Panama. Jeg havde tidligere snakket med et amerikansk par, som manglede en tovholder på deres sejlbåd på turen gennem kanalen. De havde imidlertid lagt til lige ved siden af os, så jeg sprang fra den ene båd til den anden og fik oplevelsen at krydse Panamakanalen med Gary og Teri, der skulle hjem til Californien.
Kanalen er omtrent 80 km lang. Der er seks sluser i alt - tre på hver side af den enorme kunstige sø, Gatún Lake, som man gerne overnatter på undervejs. I grunden er det bare nogle forbandet store sluser, og arbejdet som tovholder består i at holde et reb stramt. Oplevelsen er svær at beskrive, og det lyder måske ikke af noget særligt, men jeg var i godt selskab og hyggede mig, og da vi passerede den sjette sluse, havde jeg gerne set, at der var nogle flere.

Da vi kom ud på den anden side, prajede jeg en taxa til et hostel, hvor jeg har boet i nogle dage. Her er jeg rendt ind i David fra Michigan, som bare synes, at fugle er det bedste i verden. I et stykke tid har jeg gerne villet ud at vandre i regnskoven, så da muligheden bød sig i selskab med en selvlært ornitolog og naturelsker, greb jeg den. Det viser sig, at Panama har et af verdens bedste reservater for fugle, hvor der på et relativt knebent område findes mere end 400 forskellige arter, hvilket - til sammenligning - er mere end der findes i hele Danmark.
Jeg husker de obligatoriske biologitimer fra folkeskolen, hvor man skulle ud at kigge på naturen og dyrelivet. Det sagde mig aldrig rigtig noget, det var lidt fesent, syntes jeg, men på disse breddegrader er der sgu noget ved det! Hvor end man kigger hen, vælter det op af jorden med liv - naturen kan slet ikke lade være. Der var tukaner, spætter, kolibrier og en lang række andre fugle i alverdens farver, som jeg ikke aner, hvad var for nogle. Brølende aber samt et enkelt dovendyr, der mageligt lå henslængt i toppen af et træ og kløede sig. Det mangfoldige dyreliv var i sig selv lidt af en oplevelse (især i selskab med en mand som David), og det var rart at se, at dyrene kunne trives frit på deres hjemmebane i naturen frem for i et klaustrofobisk bur i en zoologisk have.

Det ville være fjollet at begynde at ærgre sig, men jo mere tid jeg tilbringer i Panama, jo bedre synes jeg om det. Desværre afgår flyet mod Paris om et par dage, så jeg har ikke meget tid til at udforske landet yderligere, som ellers tiltaler mig med skøn natur, rar befolkning, og som er relativt billigt - et overset sted for europæiske turister. De turister, der finder deres vej hertil, er typisk amerikanere eller canadiere, der trænger til en indsprøjtning varme.
I dag er det præcis fire måneder siden, at jeg tomlede ud fra Danmark. Det skal fejres med noget is, mens tid stadig er. Jeg hører, at det skulle være bævende koldt hjemme i Europa. Brrr.

Link til billeder og kort.
<- Tilbage