Og så vendte han hjem igen

27. jan. 2009, 18:19

Efter en aldeles veloverstået flyvetur fra Panama City til Martinique, Guadeloupe og siden hen tværs over Atlanten, landede jeg tidligt om morgenen den 15. januar til et fantastisk smukt og fantastisk koldt Paris.

Jeg havde planer om ikke at spilde tiden, så efter at have smidt tasken hos min første parisiske værtinde og sagt "hej, her er jeg", gik vi en formiddagstur i det solbeskinnede og meget romantiske kvarter, Montmartre, hvor hun boede. Jeg håbede at finde nogle steder, hvor all time favoritfilmen om Amélie Poulain blev optaget, men min værtinde var desværre først for ganske nylig flyttet til kvarteret, så hun kendte stort set ikke til andet end den uundgåelige og pompøse Sacré-Cœur kirke. Den havde jeg nok fundet under alle omstændigheder, så det var ikke fordi min første guide i byen var til megen hjælp. Hyggeligt var det, men jeg måtte desværre undvære Amélie.
Senere på dagen blev jeg grebet af et uforklarligt højt energiniveau, som først bragte mig til Jim Morrisons grav på den enorme Père-Lachaise kirkegård, og som siden hen resulterede i et brag af en udsigt fra 2. etage i Eiffeltårnet, der vel at mærke var blevet besteget til fods. Efter 14 timers flyvning med nogle halvsløje timer på øjet i et flysæde og en ganske aktiv dag i Paris, var det mere end tiltrængt, da jeg lagde mig til at sove på en madras og først vågnede igen ved middagstid den følgende dag. Åh, det var godt.

Da det blev weekend flyttede jeg hen til min anden parisiske vært. Denne var af hankøn, 35 år gammel og advokat. Han var et begavet og sympatisk menneske, som jeg nød lange samtaler, rødvin og en forbavsende god whiskey med. Og så var han generelt bedre til det der med at vise rundt.
Ud over en masse gadevandring og metrokørsel bød mit besøg i Paris blandt andet på et musikmuseum og et fotografimuseum, som jeg fandt langt mere interessante end det Van Gogh museum, jeg havde besøgt i Amsterdam på udturen. Jeg forlod dem med en følelse af rent faktisk at være blevet beriget i modsætning til Amsterdam, hvor jeg bare havde kedet mig hamrende meget. Mig og museer kan altså godt lade sig gøre, det er bare om at vælge det rigtige.

Mandag den 19. januar 2009 bliver endnu en dag, jeg sent kommer til at glemme. Dagen, hvor jeg havde besluttet mig for at blaffe fra Paris til Amsterdam. Allerede i Panama var jeg begyndt at undersøge mulighederne for at blaffe nordpå ud af Paris, fordi det efter sigende skulle være verdens røvhul for blaffere på grund af byens forstæder, der fortsætter i det uendelige. Jeg følte mig velforberedt og vidste nøjagtigt, hvor jeg skulle henad.
Efter en times venten i morgentrafikken på en benzinstation i udkanten af Paris lykkedes det mig at få et lift nordpå af en meget bedrøvet mand, der boede i Valencienne, som ligger nær den fransk-belgiske grænse. Det var kanon, tænkte jeg, men det gik ikke så godt mellem ham og konen, så han var vældig trist at høre på. Eftersom jeg ikke havde sovet alt for meget om natten, endte jeg med at falde i søvn af en blanding af træt- og kedsomhed, hvilket er ret dumt at gøre, når man blaffer. Jeg endte derfor i udkanten af Valencienne, som ikke helt var min hensigt. Det lykkedes mig dog at få et par lift, men ingen af dem tog mig mere end nogle få kilometer væk, og jeg endte som regel et lige så skidt sted som der, hvor jeg var blevet samlet op.

Ved middagstid stod jeg ved en ikke specielt trafikeret rundkørsel ved tilkørselsrampen til motorvejen mod Bruxelles. Efter at have ventet nogle minutter hørte jeg en velkendt futten nede bag mig. Det var et godstog lastet med spritnye Toyotaer, som skulle køres et eller andet sted hen, hvor der øjensynligt manglede en masse Toyotaer. Kæft, det var langt! Jeg overvejede situationen i et par sekunder og kom lynhurtigt frem til, at det langt fra er hver dag, man får muligheden for at springe på et godstog. Jeg kastede mine tasker på ryggen, og så væltede jeg ellers ned ad bakken og løb af sted langs med toget.
Med godt femten kilos bagage på ryggen var det mere end almindelig svært at holde trit med toget (jeg har ellers altid været god til at løbe), men lige som jeg skulle til at give op, sagtnede lokoføreren farten - som et ovenfrakommende tegn. Først troede jeg, at han havde set mig og derfor ville give mig en overhaling af verbal karakter, men efter at have holdt stille et øjeblik uden at der skete noget, kravlede jeg om bord på toget. Det var frihed. Jeg glemte et kort øjeblik alt om Amsterdam og nød bare at være kommet om bord som blind passager på et godstog, jeg ikke anede hvor skulle hen.
Vi passerede adskillige tværgående veje, hvor bilerne pænt holdt og ventede bag bommene. Nogle folk kiggede måbende på mig, andre grinede, og nogle helt tredje fattede tilsyneladende ikke, hvad der foregik.
Min lyksalighed varede desværre ikke ret længe. Der gik ikke meget mere end tyve minutter før vi trillede ind på en banegård, hvor jeg blev spottet af nogle kedelige mænd, der sad i et kedeligt hus og havde et kedeligt, men forkromet overblik over togtrafikken i området. De tilkaldte noget politi, og min forseelse var åbenbart alvorligere end jeg selv havde forestillet mig, for efter at have forklaret min rejse ned gennem Europa over Atlanten og tilbage igen tre gange, stak de mig en bøde på ikke mindre end 176 €. Det var lige at stramme den, syntes jeg, men jeg tænkte, at det nok var bedst at undgå unødvendig karambolage med de fire politibetjente, så jeg adlød og betalte. Min første oplevelse med train hopping blev altså en dyr fornøjelse, men en oplevelse jeg sent vil glemme.
Da jeg var færdig med politiet var klokken blevet tre, og jeg var stadig inden for Frankrigs grænser. Det var pludselig langt at skulle blaffe hele vejen til Amsterdam med det i mente, at det blev mørkt ved femtiden. Jeg endte derfor med at hoppe på et almindeligt passagertog til Amsterdam (på redelig vis, forstås), hvor jeg ankom samme aften.

Jeg havde forinden fundet gutten, jeg skulle bo hos via CouchSurfing og meldt min ankomst i rimelig tid. Han havde en ikke helt almindelig lejlighed på tredje sal, idet den fungerede som gennemgangslejr og tilholdssted for venner, bekendte, rejsende og til tider også hjemløse, hvilket jeg fandt interessant. Under mit alt for korte besøg var der seks mennesker i lejligheden foruden mig selv. Blandt andet en amerikaner der var i færd med at cykle jorden rundt uden brug af fly og andre forurenende transportmidler, så han havde haft samme oplevelse med at krydse Atlanten som jeg selv - bare den anden vej selvfølgelig. Og så var der en pige, der havde blaffet rundt i alverdens afkroge af kloden i tre år. Alle folk havde et eller andet spændende at fortælle, og vi hjalp hinanden på bedste beskub med at få det hele til at fungere som et lille kollektiv med skiftende beboere.
Dagen efter min ankomst var jeg med den føromtalte amerikaner på et marked for at få taget min mødom som dumpster diver (på dansk noget i retning af en klunser). Vi gik efter alt spiseligt, vi kunne finde og vendte stolte hjem til de andre med to store poser fyldt med alt fra kasserede tomater, salathoveder, bananer, citrusfrugter og avocadoer. Det havde jeg aldrig prøvet før, tanken havde faktisk aldrig strejet mig, men jeg ser det som en spændende og billig livsstil (spændende fordi man aldrig ved, hvad aftensmaden byder på, og billig.. ja, det siger vel sig selv), som jeg måske selv skal til at praktisere, hvis jeg en dag ender som fattig studerende. Eller bare fattig.
Foruden den alternative livsstil, der var at finde i denne lejlighed, var der en håndfuld kreative og initiativrige ildsjæle, der havde fingeren på pulsen i mange henseender. Det var et spændende og inspirerende ophold i denne lejlighed, hvor jeg desværre kun havde to overnatninger, før jeg skulle videre til Hamborg.

Jeg kan på mange måder godt lide hollændere. Deres sprog morer mig, og så synes jeg efterhånden at have erfaret, at de af og til har et alternativt syn på en række forhold, som jeg godt kan lide. Min vej ud af Amsterdam fandt jeg takket være en officiel liftplads (hvor ellers end i Holland finder man en sådan?), som er skiltet med en tommelfinger og med god plads til, at bilerne kan holde ind. Der lykkedes det mig rimelig hurtigt at få dagens første lift af i alt tre, og seks timer senere var jeg i centrum af Hamborg.
I modsætning til på turen ud havnede jeg ikke på et hotel i Reeperbahn denne gang, men hos den medicinstuderende Kai. Han var en gemytlig person med hang til god musik, som han rundhåndet delte ud af. It's all about sharing.

Efter et par nætter med øl, latter og masser af god musik var det på tide at komme hjemad. Jeg havde aftalt med et par venner i Århus, at jeg kunne sove hos dem inden turen tilbage til Viborg. Først skulle jeg dog lige have overstået halvanden times forfrysninger i blæst og i en enkelt celciusgrads varme (som ikke føltes ret varm), inden jeg opgav mit første udsete sted og fandt mig et nyt.
Dagens første lift blev af en noget særpræget karakter, idet en tysk bil med inskriptionerne POLIZEI kom drønende rundt om hjørnet til den tilkørselsrampe, jeg var gået ned på, i al for høj fart og med sirene og blå blink. "Åh nej, ikke igen", tænkte jeg. Min forseelse denne gang var, at jeg stod på den forkerte side af motorvejsskiltet, og ifølge en eller anden lovgivning er det forbudt at blaffe (eller bare at opholde sig, det ved jeg egentlig ikke) på motorvejen. Det var jeg sådan set godt klar over, men hvor tit er det lige, man bliver snuppet i aktion?
I stedet for at bede mig om at gå væk eskorterede den rare tyske politidame mig først nogle kilometer ad motorvejsnettet omkring Hamborg, før jeg igen havnede ved tilkørselsrampen, hvor hun havde samlet mig op - bare femten meter længere oppe og altså på den lovlige side af motorvejsskiltet. "Hah!", må hun have tænkt, "nu gør han det i hvert fald ikke igen!". Og hun fik ret.
Klokken havde efterhånden rundet middag, og jeg var ved at være godt træt af Hamborg. I øvrigt var det begyndt at sne, hvilket ikke gjorde det hele bedre. Der måtte andre metoder i brug, så jeg stillede mig i lyskrydset langs bilerne, der ventede på at få grønt signal til at dreje til venstre ned på rampen, og viftede med mit skilt mod Kiel.
Det varede ikke længe før en dame åbnede sin Mercedes op for mig, og derefter gik det rask derudad. Klokken fem samme eftermiddag blev jeg sat af i udkanten af Århus og hoppede på en bus til Langelandsgade, hvor jeg mødte de venner, jeg skulle sove hos, og som jeg ikke havde set i et halvt års tid. Glæden var stor.
Men endnu større blev den dagen efter (vi skriver nu den 24. januar), da jeg havde kringlet et lift hjem til Viborg ved aftenstid, hvor min søsters fødselsdag blev holdt. Hele den pukkelryggede var samlet, og da jeg uanmeldt troppede op til aftensmaden, ville gensynsglæden næsten ingen ende tage. Ingen havde vidst om min hjemkomst, idet jeg havde foregivet at være i Paris på ubestemt tid, så jeg tog røven godt og grundigt på dem alle sammen. Ha, ha.

Mit første eventyr som blaffer i den store verden sluttede altså glædeligt her for tre dage siden. Sammenlagt blev det til knap 23000 tilbagelagte kilometer (ifølge mit kort) på i alt 135 dage, som jeg klarede mig igennem for omtrent 18000 danske kroner.
Den eneste fare, jeg synes at have oplevet undervejs, har været, at jeg endte et helt andet sted end oprindeligt planlagt. Men jeg er også ved at have indset, at planlægning nok aldrig bliver min stærke side. Egentlig ville jeg, da jeg rejste ud i september, blot have været et smut til Frankrig for at lære lidt mere om kulturen og så for at få talt noget fransk. Begge dele lykkedes, men oven i hatten kom lige en tur over Atlanten og tilbage igen samt en masse andre oplevelser, jeg ikke havde forudset.

Det har været enormt positivt at opleve, hvor relativt nemt det er at blaffe, og hvor billigt man kan leve, hvis bare man klarer sig for relativt få midler og er villig til at give afkald på lidt komfort fra tid til anden. En helt anden dimension af rejsen har været CouchSurfing, som jeg først lærte at kende lige inden jeg tog af sted, og som i høj grad har medvirket til muliggørelsen af det lave budget. Jeg har ikke noget stort og forkromet filosofisk overblik over noget som helst, men tanken om at være så uafhængig af penge som muligt og at dele det man har, fordi der er mere end rigeligt til os alle sammen, tiltaler mig voldsomt.

En anden ting der står klart for mig allerede nu, når jeg kaster blikket baglæns, er oplevelserne jeg havde til søs og den nærmest meditative virkning det til tider havde på mig. At være afskåret fra det, man normalt oplever som virkelighed, rendende rundt på dækket uden tøj på og uden at have nogen eller noget at skulle forholde sig til, har været noget at det stærkeste og mest nøgne, jeg nogensinde har oplevet. Rent og råt. Kun forstyrret af de ting og personer, der var om bord.

Nu kommer så den uundgåelige rehabiliteringsproces, hvor jeg skal se, om jeg kan komme overens med samfundet og hvad dertil hører. Kommer tid, kommer båd. Måske.

Og så lige et sidste link til mine billeder fra turen, hvis de skulle være gået nogens næse forbi.

<- Tilbage