On the Road Again

30. aug. 2009, 14:13

Så gik det løs igen. Livet hjemme i Danmark er på ubestemt tid blevet forkastet til fordel for livet ude på landevejene. Denne gang drog jeg af sted med hensigter om i endnu højere grad at gøre mig fri af planlægning samt at have mindre kontakt til "det etablerede" for i stedet at lade tilfældighederne råde og måske håbe på lidt lokal gæstfrihed i ny og næ, som jeg i mellemtiden havde ladet mig fortælle var at finde jo længere østpå, man kom. Det er til dels lykkedes mig indtil videre, men det har altså været på bekostning af nogle skriverier, som indtil videre er udeblevet, og som jeg har savnet, fordi de giver mig en følelse af kontinuitet.

Min tur startede omtrent lige så kaotisk og impulsivt som sidst. For en måneds tid siden fik jeg med to dages varsel besked om, at min onkel skulle ud at lufte sin motorcykel, og da jeg efterhånden i et stykke tid har næret (langsomt stigende) interesse for dette transportmiddel, var det nok til at få mig ud af hulen hjemme i Viborg, da jeg hørte, at jeg kunne få et lift bagpå til Odense. Derfra videre ad ordinær tommelfingertransport med et par dages stop i København, inden turen gik mod udlandet.

Bag det hele lå en hemmelig dagsorden med et hemmeligt klingende navn: Project 789. Det var dæknavn for europahistoriens andet blaffertræf, som ville finde sted ved Sortehavets kyst i Odessa, Ukraine, den 7. august. Nogle af bagmændene havde jeg stiftet bekendtskab med i Amsterdam på vej hjem fra den sidste tur, så selv om den endelige beslutning om at tage ud i verden endnu en gang kom ret pludseligt, havde jeg længe vidst, at jeg gerne ville deltage i dette historiske træf. Noget tilsvarende var blevet arrangeret i Paris sidste år, men da det var før min karriere som blaffer, havde jeg i sin tid desværre ikke været bekendt med det. Fordi Ukraine fører en ret tolerant grænsepolitik var det i år blevet destinationen for bedre at kunne forene øst og vest. Meget sympatisk tænkt.

København blev forladt på en solskinsrig 1. august ved middagstid velvidende om, at jeg gerne skulle nå Sortehavet og Odessa en lille uge senere. Jeg havde fint selskab på første strækning mod Berlin med Emilie, en pige jeg havde lært at kende fra min tid i København, og som jeg også tidligere havde blaffet lidt med. Men ellers har jeg fortrinsvis blaffet alene, så pludselig at være to kom lidt bag på mig og bilisterne, selv om jeg ikke havde troet, at hendes selskab på nogen måde kunne trække i den gale retning.
Efter at have ventet lidt længere end jeg havde regnet med kom vi op at køre og så var eventyret ellers for alvor skudt i gang. Allerede da vi kom til Falster, var Jeppe Guldager på fremmed grund. Mig bekendt har jeg aldrig før sat mine fødder der, og det fik jeg bekræftet, at det var lidt af en skam, for der er sgu flot nede! Skønt og idyllisk med kornmarker og alt muligt - det var næsten som at være hjemme i Jylland.
Vi kom lige nøjagtigt på den forkerte side af klokken tre til Gedser, så vi væbnede os med tålmodighed og ventede et par timer til den næste færge afgik. Bilerne trillede langsomt ind i køen, og vi begyndte så småt at spørge ad, om nogen havde ekstra plads i bilen, men vi fandt hurtigt ud af, hvor yndet en måned august er for tyske børnefamilier, der med overfyldte biler og skrigende unger på bagsædet var på vej hjem til vante omgivelser efter en uge eller to i skandinavisk territorium.
Jeg husker tydeligt, hvordan vi (familien og jeg) i sin tid valfartede til Sverige med bagruden tilstoppet med juice, bleer og andet uundværligt campinggrej. Det var såmænd nogle rigtig hyggelige ture, men nu hvor jeg stod på den anden side som blaffer var det knap så hyggeligt, så der blev kastet adskillige forbandelser over de forpulede pølsetyskere, der da for fanden godt lige kunne tage og have gjort plads til mig og Emilie.
Som klokken nærmede sig sytten blev køerne længere og længere og til sidst indså vi, at vi nok måtte hoppe i hver vores bil, hvis ikke vi ville strande i Gedser for evigt og altid, og det slap vi af sted med.
Da vi kom ombord mødtes vi og ud af det blå kom Reese dumpende forbi alt imens vi sad og studerede mit medbragte europakort. Reese viste sig at være en omvandrende vagabondagtig amerikaner. Han havde to dreadlocks - resten af issen var kortklippet, nogle fine tatoveringer, en vandrepind, vagabondtøj og nogle ikke ret store tasker. Han var en mand, der forstod at rejse med kun det absolut nødvendige. Han fortalte vidt og bredt om, hvordan han var blevet eskorteret ud af Island og Irland og om andre gange, hvor han var sluppet heldigere fra at lege kispus med myndighederne.
Det var lidt af en sammentræf at møde ham allerede inden vi helt havde forladt Danmark, for som det forholdte sig, var han på vej til Ukraine til et blaffertræf i Odessa. Hey, det var jeg jo også!

Da vi havde sejlet i knap to timer, var klokken blevet 19 og vi anlagde i Rostock. Tiden ombord var gået hurtigt med beretninger fra livet på landevejene, så vi havde ikke udnyttet ventetiden til at snakke med folk for at høre, om nogen skulle mod Berlin. Men vi havde jo forinden set, hvor fyldte bilerne generelt var, så chancerne for at finde en bil til Berlin med plads til 2-3 stykker var nok alligevel forsvindende små. Herefter var vi strandet lidt i Rostock havn, som ikke ligefrem er noget supergodt sted at være som blaffer en lørdag aften.
Vi fik forvildet os over til en togperron, hvor der stod nogle andre folk og ventede. Ud af et ankommende tog kom en mand med en togbillet til 5 personer, som (så vidt jeg forstod) kunne bruges overalt i Tyskland denne ene dag. Han havde ikke længere brug for den, så han var villig til at sælge den for 20 euro. Vi hoppede på et S-tog til hovedbanen og ved 23-tiden trillede vi ind på den forvirrende store Hauptbahnhof i Berlin.
Reese skulle møde sin kæreste, så vi splittede op, og Emilie og jeg fortsatte mod en park, hvor en lokal gut havde stablet et opvarmningsmøde til Odessa på benene. Efter at være faret vild et par gange lykkedes det os omsider at finde de andre blaffere, som sad og hyggede med lys og snak. Vejret var dejlig lunt og klart og efter en lang dag, hvor vi ovenikøbet havde set os nødsagede til at overgive os til anden transport end tommelfingertransport, var det mere end tiltrængt at mødes med nogle ligesindede. Benjamin, som havde arrangeret mødet i parken, åbnede sin lejlighed op for hvem end, der var i bekneb med tag over hovedet, så da vi var færdige i parken fortsatte herlighederne hjemme hos ham, indtil folk ikke kunne mere.

Dagen efter fortsatte snakken i lejligheden. Jeg havde aftenen forinden mødt spanieren Tau, som manglede en at blaffe med til Ukraine. Hun boede i et stort kollektiv i det nordlige Berlin, så da Benjamin sent ud på eftermiddagen insisterede på at ville ud på landevejene, tog jeg over til Tau. Jeg kom lige i rette tid til aftensmad og rundvisning i den knap 200 kvadratmeter store lejlighed, som indeholdt ti mennesker af blandede nationaliteter. Det var kun få måneder gammelt, men virkede velfungerende og -organiseret - lige med undtagelse af at maden var meget, meget salt.
Ud på aftenen mødtes jeg med Janne - en veninde jeg havde mødt på den sidste tur, da jeg rendte rundt på Gran Canaria og ledte efter en båd at krydse Atlanterhavet med. Vi var begge to sluppet af sted med at finde en båd, men var endt på hhv. Antigua og Tobago (til den mindrebemidlede læser og til dem, som ikke gider spilde livet med overflødige detajler kan jeg gøre opmærksom på, at vi altså ikke var ombord på samme båd). Hun var siden hen endt på Cuba, og jeg i Panama, men vi var altså begge i europæisk farvand igen. Det var et vildt hyggeligt gensyn med historier fra lands, vands og lidt i luften (hun er akrobat).

En lille bitte smule ærgerlig over, at jeg ikke havde haft tid til at turiste den i Berlin (jeg var Berlinerjomfru), drog jeg dagen efter ud på vejnettet i selskab med Tau og med kurs mod Krakow, Polen. Vi skulle lige lidt uden for Berlin før det for alvor begyndte at køre. Knap 100 km syd for Berlin rendte vi på en rasteplads ind i tre polakker, der havde været i Tyskland for at købe en bil, de nu ville hjem og forsøge at sælge. Hjem for dem var lidt øst for Krakow, så på blot 6 timer havde vi tilbagelagt turen fra Berlin til Krakow, hvilket gav os en gennemsnitlig hastighed på 100 km/t (ganske ok).
Undervejs havde vi bl.a. lagt ører til en masse gammel trancemusik, en engelsk udgave af Anna Davids uundgåelige lortehit "Fuck dig" samt noget polsk hip-hop af en karakter, der slet ikke er en beskrivelse værdig (måske hvis man var polak). Da vi krydsede den tysk-polske grænse var der øjeblikkeligt en mærkbar forskel i asfaltskvaliteten - som om den ikke havde været rørt ved i en menneskealder. Hump og bump de første mange kilometer - velkommen til Polen!

Ved aftenstid ankom vi til Krakow (hvis arkitektur i øvrigt stod rigtig godt i aftensolen) og stod pludselig uden tag over hovedet. Hvad gør man så? Vi fandt en internetcafé og forklarede på CouchSurfing, hvordan det forholdt sig. Der var ikke gået meget mere end 10 minutter, inden der trillede en sms ind, og så havde vi en have, vi kunne campere i. Hurra!
Haven viste sig at være lidt mere end bare en have. Det var et helt hus lidt nord for Krákow, hvor en familie på fire boede. Vi var blevet kontaktet af sønnen Jarek og blev indlogeret i kælderen og behøvede således ikke engang at slå telt op eller sove på liggeunderlag. Efter at have lagt overtøjet blev vi budt på et overflødighedshorn af mad (fortrinsvis fra egen have). Alternativet havde været diskret at slå vores telte op i en park inde i byen, så vi følte det temmelig overdådigt og luksuriøst. Tak til internettet. Og tak til polsk gæstfrihed!
Bagefter stod den på polsk vodka- og øldruk (det var trods alt mandag) i en park med et par af Jareks venner fra oplandet. Det var mit første visit i Polen, og førstehåndsindtrykket med de dårlige veje holdt heldigvis ikke stik ret længe. Man kan godt være venlig og gæstfri, selvom man har nogle elendige veje og i øvrigt ikke har for mange klejner at gøre med. Fordommen om billig og hyppig vodka holdt til gengæld stik, men.. Ja, og hvad så?

Da vi vågnede dagen efter, måtte jeg pænt tage afsked med Tau. Inden afrejsen fra Danmark havde jeg nemlig kringlet ganske fordelagtigt at mødes i Krákow med Martin fra Letland (som i modsætning til mig beherskede russisk), for så at tomle resten af vejen til Odessa med ham. Han kom hele vejen fra Riga og nåede først Krakow sent ud på eftermiddagen.
Ved aftenstid gav vi os optimistisk i kast med blafferiet med kurs mod L'viv, Ukraine. Desværre blev det ikke til meget mere end 100 km den dag, inden mørket vanskeliggjorde den videre færden. Så stod vi i en situation, hvor vi var strandet på en benzinstation (uden mulighed for at tigge om hjælp fra andre CouchSurfere), og endte med at tage natten i stiv arm under åben himmel.

Klokken fire den følgende morgen blev vores søvn forpurret, da et regnvejr satte ind. Jeg var nogenlunde frisk efter den forrige nats søvn i Jareks kælder, men Martin var godt smadret efter et par intensive dage på vejen.
Vi havde ikke meget mere end 200 km igen til L'viv, men det tog lidt tid at blive samlet op denne grå onsdag morgen. Og efter første lift blev vi sat af i udkanten af Rzéscow, som efterfølgende skulle krydses på gåben med et par tunge tasker, som ingen af os endnu helt havde vænnet os til.
Jeg har altid været varm tilhænger af den mere aktive blafferstil, hvor man henvender sig til folk og spørger dem ad. Det skaber et hurtigt førstehåndsindtryk og vækker lidt tillid, og det plejer at virke ret effektivt for mig. Derudover er der den fordel ved det, at det mere eller mindre er op til en selv at vælge, hvem man vil køre med i modsætning til når man står langs vejen. Martin havde en anden tilgang til det og undgik for alt i verden benzinstationer, hvor man selv skulle tage initiativ og henvende sig til folk. På den måde viste han sig (foruden de russiske kundskaber) at være en glimrende partner, hvor vi kunne udveksle erfaringer og forskellige tilgange af den ene og anden karakter.
Ud på eftermiddagen blev vi sat af ved den ukrainske grænse. Det var en af dem, der desværre ikke kunne krydses til fods, og det var ikke fordi, der kom ophidsende mange biler forbi, og Martin var i øvrigt ikke meget for at henvende sig til de få biler, der gjorde stop på rastepladsen umiddelbart før grænseovergangen. Efter en ventetid der føltes længere end den nok reelt var, blev vi samlet op af en ukrainsk mand, der virkede lidt bedrøvet, men som alligevel hjalp os over grænsen.
Det var første gang jeg krydsede et land uden for Schengenzonen ad vejnettet, så der skulle udfyldes immigrationskort og jeg ved ikke hvad, bare så man kunne blive lukket ind. Det var et værre bøvl - mest af alt fordi det altsammen foregik på russisk, og jeg ikke fattede en klap af, hvad der foregik. Jeg satte pris på, at jeg havde Martin med mig. Og jeg satte pris på, at vi frit kan bevæge os på tværs af grænserne i Vesteuropa.
Efter at have krydsforhørt os om vores blafferplaner til Odessa fik vi omsider de fornødne stempler og blev lukket ind. Og pludselig slog vejret om. Solens fine stråler, som ellers havde skinnet fint i Polen, blev forpurret af nogle skyer. Vejene blev erstattet af nogle, som var i endnu værre stand - og selv bogstaverne var blevet forbyttet under grænseoverfarten. N'er og R'er vendte pludselig omvendt, og der var en masse andre underligt udseende bogstaver. Det var som om, en eller anden meget stor og meget ond mand havde taget alt det hidtil velkendte, slugt det og kastet det hele op igen i mere eller mindre vilkårlig rækkefølge. Og så bemærkede jeg et latterligt højt antal benzinstationer i forhold til antallet af biler på vejene. Verden stod ikke længere. Men vi var nødt til at fortsætte.
Efter at have sagt farvel til vores lettere bedrøvede, men dog hjælpsomme ukrainske mand var vi igen overladt i hinandens selskab. Det var vi dog ikke ret længe, for det lykkedes os at vinke den første og bedste bil over, som passerede: en italiensk ukrainer på vej til L'viv!
Ved aftenstid blev vi sat af i centrum af L'viv i pisøsende regn. Få dage forinden havde der været et så voldsomt uvejr at adskillige træer var væltet i parker omkring i byen med et par tilskadekommende til følge. Det skete tilsyneladende i ny og næ i det område, så guderne må vide, hvorfor man har valgt at anlægge en så stor by lige netop der.
Der var forsøgt planlagt et pre-meeting á la det i Berlin, så vi kom hurtigt i kontakt med nogle lokale folk og fik et sted at overnatte. Ud på natten kom ingen ringere end Reese dumpende. Han havde haft lidt betænkeligheder ved at tage uden for Schengenzonen, da det med hans forkvaklede pas og tilladelser godt kunne blive en kende vanskeligt at komme tilbage igen. Men han valgte at trodse reglerne, for han ville for alt i verden ikke misse en begivenhed som den i Odessa. Og så var det såmænd også et hyggeligt gensyn med et menneske, man tilfældigt var ramlet ind i på overfarten til Rostock.

Op ad den følgende formiddag satte vi i fuld flok kurs mod Kiev. Jeg var i mellemtiden faldet godt i hak med den franske mademoiselle Sara, og de seks andre tilstedeværende fandt ligeledes ud at dele sig op. Vi linede således fire par af to op langs vejen i udkanten af L'viv - alle med skilte mod Kiev.
Dagen igennem blev det et ræs, hvor vi flere gange passerede nogen i vejkanten for senere hen at blive overhalet igen. Det var skidesjovt! I hvert fald indtil vi strandede 150 km vest for Kiev og aftenen nærmede sig. Det gjorde det ikke bedre, at vi var havnet samme sted som to af de andre, vi var startet ud med om morgenen, og da vi ankom sidst, havde de selvfølgelig retten til at stå forrest på vejen. Vi spankulerede lidt længere ned ad vejen, men der kom ikke ret mange biler og pludselig syntes de 150 km ret lange.
Der var simpelthen ikke andet for end at hive den mundharmonika, jeg venligst havde lånt med af min lillebror frem. Ikke at jeg havde begreb om, hvordan den skulle angribes, men jeg tænkte, at tiden var inde til lidt øvelse. Det var overraskende let, så i løbet af nogle minutter havde jeg bikset en lettere vakkelvorn udgave af Blowin' in the Wind på benene. Ikke at det hjalp spor, men det var meget sjovt. I mellemtiden rendte vi også lidt rundt og snakkede med de enkelte lastbilchauffører, der gjorde kort stop langs vejen, men ingen talte engelsk og ingen skulle tilsyneladende til Kiev.
Sara viste sig også at have læst på lektien hjemmefra. Hun havde nemlig medbragt en klarinet, som hun fyrede op under. Pludselig havde vi stablet en musikalsk duo af uhørt lav kvalitet på benene, men hvad..? Nød lærer nøgen kvinde at spinde, ligesom det lærer blaffere at charmere tonedøve ukrainske lastbilchauffører, og inden vi vidste af det, havde vi et lift til Kiev!
Da vi ankom, var der samling på tropperne i den kievske undergrund. Vi væltede ud af metroen og hujede højlydt, da vi fik øje på de andre, der stod og ventede på os. Nogen havde i dagens løb fået et lift med en gut fra Hospitality Club (et andet hospex netværk i stil med CouchSurfing), som tilbød at vi kollektivt kunne overnatte hos ham i Kiev. Jeg indså hurtigt styrken i at være en gruppe, idet det forekom mig utroligt så let det generelt havde været at finde tag over hovedet undervejs. Og så indså jeg for alvor, hvor fede de mennesker jeg var i selskab med var.

Svaghederne i en gruppe sås dog morgenen efter, hvor det tog os tre timer at komme ud af døren. Det var blevet fredag 7. august og altså dagen, hvor det gik løs i Odessa. To havde i mellemtiden sovet andetsteds, mens en ny var kommet til, så vi var blevet reduceret til syv. Jeg havde været i et udefinerbart underligt humør i et stykke tid, så jeg havde egentlig mest lyst til at fortsætte på egen hånd og for alvor prøve kræfter med, hvordan det ville være at blaffe i et fremmed land uden de bedste muligheder for kommunikation.
Det tog lidt længere tid end planlagt. Bilerne var ikke meget for at stoppe og tiden bare gik og gik. Det tog en krig, følte jeg, og humøret var kraftigt dalende. Bilerne støjede og osede, vejret var gråt, jeg var hamrende træt og ja, så følte jeg efterhånden, at min arm var ved at falde af.
Klokken var blevet noget over middag, og jeg var ved at være godt og grundigt træt af Ukraine, da en ung herre i shorts og t-shirt bærende på en rygsæk kom gående i roligt tempo langs vejen. Det var Roma fra Kiev, en lokal blaffer som var på vej af sted mod Odessa. Foruden dagens og weekendens mand i skysovs blev han således min femte blafferkompagnon på blot syv dage. Inden der var gået en halv time, var vi godt på vej ud af Kiev.
Det var ubeskrivelig fedt at være blevet revet med af tilfældighederne endnu en gang. I modsætning til når man forud arrangerer et eller andet (det være sig en overnatning, et blaf eller whatever) eller på anden måde forsøger at foregribe tilfældighederne, hvor det ofte resulterer i forventninger eller idéer af den ene eller anden art, så oplevede jeg det her som tilfældighedernes vold og pludselig ændredes min indstilling og mit humør sig totalt.
Derudover talte folkene, som vi kom op at køre med, ringe eller intet engelsk, så Roma gav den los på ukrainsk og russisk med chaufførerne, mens jeg med ro i sjælen kunne slappe af på bagsædet og skiftevis sove og samle mine tanker lidt.

Ud på aftenen ankom vi til Odessa og Shevshenko Park, som var samlingspunkt for herligheden. Den for manges vedkommende relativt lange vej dertil sås i antallet af fremmødte, der lå på knap hundrede (til sammenligning havde der under jomfrutræffet i Paris sidste år været omkring 150). Trods antallet af fremmødte var næsten alle kontinenter repræsenteret, hvilket jeg fandt fremragende. En enkelt afrikaner, en gut fra Taiwan, en australier, et par amerikanere og så en broget flok af europæere og russere udgjorde menneskemængden. Foruden det dukkede adskillige nysgerrige lokale hoveder op, journalister og jeg ved ikke hvad. Så da vi i dagene efter på forskellig vis gjorde os bemærket i byen, var mange allerede bekendte med, hvad vi var for nogle.
De mange mennesker og mange nationaliteter indbefattede mange navne, sprog, historier og ikke mindst kapaciteter. For at imødekomme det på bedst mulig måde blev der afholdt adskillige forskelligartede workshops med kompetenceudveksling; herunder bl.a. omhandlende sprog, trainhopping, bådblafning (hvor jeg spyttede lidt i fra min sidste tur), campering, blafferklubber og andet relevant. Oven på en meget intensiv uges blafferi var jeg dog aldeles blottet for energi og følte desværre ikke, at jeg fik det helt optimale ud af mulighederne, der ellers lå i en sådan sammenkomst. Men det var nogle hyggelige dage med dejligt sortehavsklima og rare, ligesindede mennesker.

<- Tilbage