Lidt om velfærd og alkohol

7. sep. 2009, 15:51

I Odessa rendte jeg blandt mange blaffere ind i Dima. Dima var en ranglet, 15-årig ukrainer med et overordentligt stort hul i sit venstre øre. Da jeg først traf ham, rendte han rundt med en plasticsprøjte gennem øret - vel at mærke som pynt. Han havde allerede formået at blaffe lidt rundt i Europa og taget i betragtning af, at en del ukrainere aldrig forlader landet, fordi det er for dyrt og omstændeligt, var det i sig selv noget af en bedrift. Og så hans unge alder! Han var meget ligefrem og som regel i godt humør, så da vi mandag morgen stod en røvfuld blaffere med det til fælles, at vi alle skulle ud af Odessa, faldt det mig naturligt for, at slå pjalterne sammen med ham. Endvidere vakte det kyrilliske alfabet mig stadig voldsomme kvaler, så det passede mig fint at have en kyndig person ved hånden.

I selskab med Dima forlod vi Odessa ud på eftermiddagen og skød i retning af Kiev. Efter at have ventet og gået i en rum tid, der syntes urimeligt lang, gav det omsider pote, da et speedet par samlede os op. Pilskallet chauffør med et nydeligt, blondt fruentimmer (notits til andre jyder der ligesom mig ikke kan få ind i hovedet, at det ikke hedder "en fruentimmer": den er altså god nok!) ved sin side, øredøvende høj dancemusik lige ind i nakkestøtterne på bagsædet (det kunne jeg nok godt have været foruden) og så ellers derudaf med 180 i timen. Et par gange rundede vi de 200 km/t, og taget de generelle forhold på de ukrainske veje i betragtning, kunne det let blive genstand for en diskussion om, hvor forsvarlig den kørsel, der blev lagt for dagen, var. Mærkværdigt nok blev vi undervejs kun blev stoppet af politiet en enkelt gang, og det var fordi vi kom hamrende med 160 i timen i en 50 km/t zone (pga. noget vejarbejde, doh!). Den blev klaret med lidt betaling under bordet, og så drønede vi ellers videre. Vi overlevede og kom næsten hele vejen til Kiev i ét hug - og i sikke et tempo! Nogle gange synes de kræfter man lægger i at vente og gå at udlignes af det lift, man får, når man omsider bliver samlet op. Jeg mener, at Kepler - foruden det med planeterne - udformede en lov herom, den velkendte blafferlov. Hmm.
Da vi ud på aftenen ankom, indså jeg endnu en fordel, der var i at mænge mig med en ukrainer som Dima. Han viste sig nemlig at have en masse bekendtskaber rundt omkring i landet, så tag over hovedet manglede vi på intet tidspunkt.

Første nat i Kiev var i en lejlighed hos et ungt kærestepar, der syntes umådeligt glade for hinanden. Anden nat var ligeledes i en lejlighed, og den glemmer jeg aldrig. Hvad jeg kunne forstå på det hele, boede der en familie, men faren og moren og tre af de fire børn var ude af huset for en stund, så den tilbageblevne brors venner var i mellemtiden flyttet ind for et par dage. Det skal hertil nævnes, at lejligheden ikke målte meget mere end fyrre kvadratmeter og var slemt i forfald. Der var rå vægge at se overalt, og hvor de ikke var dækket af børnetegninger, var de forsøgt spartlet. Den smule maling der var at se befandt sig gerne på dørkarme og vandrør, men var helt og aldeles krakeleret, og toilettet vil jeg slet ikke nævne. De havde længe villet sætte lejligheden i stand, men det var simpelthen ikke muligt for dem at skrabe penge sammen til det, så de levede under forhold, der næsten hørte hjemme i et u-land. Det hele var så usselt og faldefærdigt, at det tog mig lidt tid at vænne mig til tanken om, at det skulle være mit logi for den kommende nat.
Da en ven af forældrene i de tidlige aftentimer troppede op med en halv flaske vodka og en lille flaske desinficerende sprit fra det lokale apotek (som han, hvis nogen skulle være i tvivl, ikke brugte til det ellers tiltænkte formål) var stemningen ligesom lagt. Senere gik det ude i køkkenet op i en højere enhed af vodka, øl og bong, mens der i stuen blev lavet dreadlocks til den store guldmedalje til tonerne af nogle gamle russiske punkpionerer. Enkelte af de tilstedeværende hostede gentagne gange så voldsomt, at det var på grænsen til, at jeg var bange for, at lungerne ville komme med op, så forholdene taget i betragtning syntes otte overnattende mennesker lige akkurat mere, end hvad godt var.

Til glæde for alle vågnede alle otte dog op igen den følgende dag, som skulle blive dagen, hvor vi slog et smut forbi Ternopil (ej at forveksle med Chernobyl) for at besøge Dimas far. Oven på oplevelserne fra Kiev var det tiltrængt med et sted, der emmede lidt af hjem, hvor man kunne få vasket lidt tøj og bare slappe lidt af.
De to dage opholdet i Ternopil varede bød, foruden lidt hjemlig hygge, på mødet med en ordentlig flok af Dimas jævnaldrende kammerater. Jeg var en smule ambivalent med det, for på den ene side tog jeg mig selv i at føle mig lidt gammel og ved siden af (også pga. sprogbarrierer), mens det på den anden side genkaldte nogle meget sjove minder fra de sene folkeskoleår.
Derudover blev jeg igen mindet om de markante forskelle mellem Øst- og Vesteuropa i forhold til velfærd, da vi besøgte et marked med genbrugstøj fra Irland. Størstedelen af det forgangne halve år - siden jeg kom hjem fra min sidste rejse - tilbragte jeg i København, hvor jeg for en stund stod som frivillig i en Røde Kors butik på Nørrebro. Der bliver indleveret overordentligt meget tøj, hvilket på sin vis er meget godt, for det tøj der er i overskud bliver kørt af sted til folk, der kan bruge det. Det var i hvert fald, hvad jeg var blevet fortalt, og her fik jeg altså selv syn for sagen. Der var revl og krat - lige fra det billige og grimme til nogle dyrere mærkevarer. Alt sammen som sagt kasseret tøj fra Irland.
Et andet aspekt af den vestlige overflodskultur er vores mængder af overskydende mad. Vi er efterhånden flere steder ved at nå tilstande, hvor mad der er aldeles spiseligt bliver kasseret for et godt ord. Det fik jeg øjnene op for på hjemturen sidste gang, der gik over Amsterdam, med det til følge, at jeg med stor succes indledte en karriere som "skralder" (madklunser), fortrinsvis i de københavnske supermarkeder.
En dag jeg var forbi et ternopilsk supermarked med Dima for at købe noget aftensmad, faldt vi over nogle panerede oste/skinke stykker, som vi endte med at købe. Da vi kom hjem i hans fars køkken, opdagede jeg, at de var over en uge for gamle, men altså stadig var blevet gravet op af køledisken, og tænkte for mig selv, at den i hvert fald ikke var gået derhjemme, hvor man knap nok i en container støder på mad, der er meget mere end et par dage for gammelt (i forhold til den påtrykte holdbarhedsdato, forstås). Til trods for holdbarhedsdatoen smagte de helt fint og ingen af os blev syge.

Derudover så jeg mit snit til at udnytte de lavere priser og fik udskiftet min gamle og til dels jordslåede sovepose med en splinterny en. Også min plastikvandflaske fik jeg udskiftet til fordel for en gammel feltflaske, som tilsyneladende havde været i Dimas bedstefars hænder under Anden Verdenskrig, og som han var så elskværdig at forære mig. Der er noget mere stil og sjæl over den, og jeg er allerede blevet rigtig glad for den.

Trods fattigere forhold synes der ikke at være mangel på gæstfrihed og venlighed i Ukraine. De drikker måske mere end hvad godt er (hertil kan nævnes, at jeg en enkelt gang på blot to dage oplevede Dimas far skælde sin søn hæder og ære fra i en stærkt beruset tilstand), dog er det som regel med måde, når det foregår på åben gade i dagtimerne. Jeg har indtryk af, at alkohol i højere grad er en del af hverdagen (en god start på dagen, om man vil), og at det meget vel kan være, at det stammer fra Rusland, eftersom jeg er blevet bekendt med, at der på russisk kun er et enkelt k til forskel på vand (voda) og vodka. Fulde eller ej, jeg kan godt lide de fleste af dem! Og det fåtal der behersker engelsk har tilmed en nuttet engelsk accent.
<- Tilbage