En tur i hippieland

11. apr. 2010, 13:51

Efter at have tilbragt et par dage i Ternopil var jeg ved at have fået stillet mit behov for omgang med 15-årige ukrainere.

Den sætning kunne let blive genstand for misforståelser, men i det store hele havde jeg tilbragt et par dage i selskab med Dima og hans jævnaldrende venner fra hans hjemby, hvilket var nok. Jeg måtte videre og danne mig nogle flere indtryk andetsteds.

Næste mål blev en Rainbow Gathering, som jeg havde hørt tale om ville finde i det vestlige Ukraine. Jeg havde aldrig deltaget i noget sådant før, men jeg vidste, at det var beslægtet med hippier og natur, og det i sig selv var grund nok til at tjekke det ud.
Efter svære overtalelser fik jeg Dima løsrevet fra sine kammerater og sammen tog vi derud ved en blanding af blaf, tog og sidst et allersidste stoppested med en bus, indtil der ikke var mere vej. Selvfølgelig var denne hippiesammenkomst strategisk placeret i naturskønne omgivelser og så langt væk fra det civiliserede som muligt, men efter nogle timers gang, hvor vi bl.a. passerede flere nøgne og enten badende eller tøjvaskende kvinder, kom vi frem til det noget vidtstrakte område, som i år dannede centrum for den europæiske Rainbow Gathering.

Det var en nydelig lokation i Karpaterne, som var ganske afskåret fra omverdenen. I tilfældighedernes vold genfandt jeg nogle folk fra blaffertræffet i Odessa, som jeg valgte at bo med. Herefter gik det løs. Hvad gik løs? Der var fuldkommen stille, og der var i og for sig ikke noget helt vildt at foretage sig, så jeg gik på opdagelse på området.
Der var mere eller mindre kreative boliganordninger. Nogen havde valgt at indlogere sig i tipier, andre i mere almindelige telte. Og så var der igen de rigtige hippier, som havde valgt at blive helt i ét med naturen ved at benytte sig af den til at skabe et sted at sove.
Jeg så et par steder, hvor der oppe i træerne var bundet forkortede træstammer sammen til at skabe et plateau, hvorpå der var strøet tørret græs ud, som fungerede som et sted at sove. Med en presenning over var man rimelig godt beskyttet mod regn eventuel oversvømmelse (det havde regnet voldsomt i ugen op til min ankomst).

En anden underfundig konstruktion som jeg faldt over under mit ugelange ophold i hippieland bestod ligeledes af en blanding af natur og plastic. Nogle russere havde bundet nogle bjælker sammen til en konstruktion med de omtrentlige dimensioner af 3x3x2 meter, som var fuldt beklædt med plastic. Hertil havde de indsamlet tilpas store sten, hvor der blev bygget et bål omkring. Når træet om bålet var brændt og stenene var blevet varme, lagde man den store huslignende plastic-bjælke-anordning oven på, som forhindrede det meste varme i at slippe ud. Ved hjælp af relativt få midler havde man altså pludselig en velfungerende sauna midt ude i en skov.
Den skulle jeg i hvert fald ikke snydes for, tænkte jeg for mig selv, og det kom jeg sørme heller ikke til. En dag befandt jeg mig i den ovenfor beskrevne sauna, omgivet af knap tyve russere, der var lige så nøgne som jeg selv. Det fik de ni kvadratmeter gulvplads med tilhørende sten i midten til at føles en anelse klaustrofobisk. Hertil kom at der engang i tidernes morgen har stået nogle russere i samme situation, men som til forskel fra nu, øjensynligt må have hældt rigelige mængder vodka indenbords, siden de kan være kommet på den idé at tæske hinanden med ris (ris som i fastelavnsris, ikke dem man spiser, det ville alligevel have været for mærkeligt). I hvert fald er der tradition for, at man foruden at være splitternøgen og svedende også skal piskes med ris. Jojo, hvorfor ikke?

Noget af det der kendetegner en sådan Rainbow Gathering, og som også fungerer som samlingsunkt er de såkaldte food circles, hvor folk to gange dagligt samles i en kæmpemæssig rundkreds med hinanden i hænderne og reciterer nogle indisklydende mantraer, indtil der opstår stiltiende konsensus om, at det rent faktisk er maden, man er kommet efter.
Jeg meldte mig til at servere ved en sådan food circle en aften, og det gik i al sin enkelhed ud på at man et par stykker slæbte en enorm gryde rundt i rundkredsen og gav folk mad i sådanne mængder, at det knap kunne karakteriseres som værende et måltid. Hertil kom at det var blevet mørk, så folk så sig nødsagede til at bruge pandelamper og andre lamper med lav grad af belysning. Som folk sad der i mørket og rakte deres små bliktallerkener frem i håb om at få skænket lidt mad, fik jeg nogle associationer til en koncentrationslejr. Tragisk komisk om man vil, men sådan foregik det. Til forskel fra Auschwitz var man dog helt og aldeles frit stillet til at spadsere flere timer til den nærmeste landsby og samle sit eget forråd af mad.

Hygiejnen på en sådan Rainbow Gathering er selvskrevet ikke særlig god, når man af princip afstår fra at bruge opvaskemiddel, og som erstatning herfor bruger aske. Det resulterer gerne i lidt ukontrolleret og tynd afføring, der helst ses lagt i de dertil indrettede shit pits, som vel ganske nøgternt kan oversættes til et lortehul, og det er hvad, det er: et hul man laver lort i.
En dag efter første food circle var jeg faldet i snak. Jeg kan ikke huske, hvad samtaleemnet har været, men det må have været meget spændende, siden jeg undlod at lytte til min mave, for pludselig skulle jeg skide. Helt vildt meget. Jeg var imidlertid blevet grebet af følelsen af at være i ét med naturen, hvorfor jeg rendte rundt uden en trevl på kroppen, og så kunne det ellers ikke gå hurtigt nok med at finde det nærmeste shit pit, for hvis uheldet skulle være ude, ville det være virkelig, virkelig svært at narre nogen. Det gik desværre op ad bakke i både billedlig og bogstavelig forstand, og på trods af at jeg holdt et par pauser og forsøgte at holde min mave i bero, kunne jeg til sidst ikke længere holde noget i mig, så jeg svang min røv ud til højre og ud væltede det. Til min store fortrydelse var det lige oven i nogle blåbær, som jeg ikke håber, at nogen siden har spist. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg trøstede mig med, at der i det mindste ikke var nogen, der havde set det ske.

Det var gennemgående meget inspireret af indisk kultur. Jeg kan forstå, at det for nogen må være et dragende univers at komme ind i med fælles uforståelige mantraer, sange på et mærkeligt sprog og dreadlocks og kulørt tøj en masse. Men jeg havde været i Indien, så det var med en vis komisk distance, at jeg kunne beskue dette hippieland, hvor folk konsekvent omtalte den civiliserede omverden som Babylon. Ofte følte jeg mig lidt som "Jenny from the block" - eller "Jeppe from the blog" om man vil, så efter en uges tid havde jeg fået stillet min nysgerrighed og mit behov for tynd mave og tog derfor videre mod det ukendte.
<- Tilbage