Assimilation

12. maj 2010, 18:59

Assimilation. Det der, der aldrig helt lykkes, når man rejser, fordi man hele tiden er på farten og tilbringer tilpas lidt tid til, at begrebet giver mening. Alligevel forsøger man, og det kan velsagtens tilskrives menneskets utrættelige omend rigtig gode evne til at tilpasse sig sine omgivelser.

Jeg har været af sted en uges tid nu og været i konstant bevægelse på enten fire eller to hjul eller i luften. Kun ganske lidt til vands. Turen startede i Viborg og med mig havde jeg en slem pandehulebetændelse. Men flyet var bestilt fra Frankfurt, så der var ikke andet for end at dope sig til ugenkendelighed, så æblet var mere sødt end surt at bide i, mens jeg blaffede mig vej ned gennem det tyske rige for at nå min flyver.

Og jeg nåede den. Vist gjorde jeg det. Faktisk tog det mig ikke mere end ti timer at tomle fra Viborg til Frankfurt, og eftersom jeg havde afsat to dage for at være sikker på ikke at misse flyet, ville det i bakspejlet nok have været mere fornuftigt at have tilbragt en dag eller to mere derhjemme for at passe min sygdom. Men man kan altid være bagklog.

Efter at være landet i metropolen, hovedstaden og turisthelvedet, Bangkok, og tilmed at have tilbragt én nat i byen (i den mest backpackervenlige gade, Khaosan Road) syntes mine dage i Thailand at være talte. Den følgende dag stak jeg til Cambodia, som er et af højdepunkterne for dette syv uger lange sydøstasiatiske eventyr, der derudover går gennem Vietnam og, som allerede antydet, ikke mere end højst nødvendigt i Thailand.

Under busturen til hovedstaden, Phnom Penh, fik jeg indfriet mine fordomme om trafikken, som ganske forventet er temmelig hjernedød. Men med fire måneders rundrejse i Indien i bagagen (sådan billedlig talt, ikke?) var jeg forberedt på lidt af hvert. Eksempelvis sås de samme dristige overhalinger i blinde sving, hvor der indimellem viste sig at gemme sig et modkørende køretøj rundt om hjørnet, og hvor man så som buschauffør pludselig stod over for opgaven med at få klemt bussen ind mellem de (gerne to eller flere) biler, som man var i færd med at overhale.
I modsætning til i Indien ved cambodianerne tilsyneladende godt, at de gennemgående kører pilråddent, hvorfor de bag på deres lastbiler ynder at sætte store klistermærker med en tekst a la:
"I'm a professional driver. If you have comments on my driving please give me feedback for improvement at [tlf. nr.]".
Tjoh, kammerat. Du kunne for eksempel starte med at køre i den rigtige side?

Men ak og ve, hvad gør man, når man er bosiddende i et land, hvor der ikke hersker nogen regler? Det var måske et sted at starte.

Cambodia er nemlig et af de lande, hvor (næsten) alting stadigvæk kan lade sig gøre, eftersom det ikke er mange år siden, at Pol Pots kommunistiske Khmer Rouge-regime blev afløst af en art demokrati. De skal vel lige have tid til at assimilere ligesom vi andre ;)

Før jeg vidste af det, befandt jeg mig i Phnom Penh, hvor det lige skal nævnes, at trafikken ikke er mindre hektisk og kun er blottet yderligere for fornuft. Jeg havde hjemmefra besluttet mig for, at Cambodia skulle blive det første land, hvor jeg skulle udfolde mig på motorcykel, og det skyldtes simpelthen ovenstående grund: manglen på regler.
Jeg har endnu ikke fået taget noget motorcykelkørekort, og inden ankomsten til Cambodia havde jeg faktisk ikke meget mere end ti minutters erfaring med at håndtere en motorcykel, men det har længe været noget, jeg godt kunne tænke mig at prøve, og nu skulle det altså være.

Jeg fandt frem til en motorcykeludlejer og forklarede hurtigt, hvad jeg havde til hensigt, og det var de ganske indforståede med uden at forlange papirer af nogen art. Når jeg skulle køre rundt i landet i tre uger, skulle jeg da have en af deres bedste dirt bikes (motocrossere): en honda et-eller-andet på 250 kubik. Hverken kilometertælleren eller speedometeret virker, og knappen på lyskontakten er udskiftet med en skrue (men den virker til gengæld!). Efter cambodiansk standard er den altså i ganske udmærket stand, og fin ser den også ud sammenlignet med de andre, de havde til udlejning.

På vej tilbage til mit guesthouse blev jeg selvfølgelig vinket over af politiet, som mente, at jeg var kørt over for rødt (hvilket med bytrafikken i mente forekommer mig nærmest sjofelt). De spurgte efter det kørekort, som jeg ikke var i besiddelse af og forlangte 40$. Hurra. Jeg var heldigvis på forhånd varskoet om, at noget sådant kunne finde sted, så jeg slap med at betale 2$, og så kunne jeg ellers fortsætte ufortrødent tilbage til mit guesthouse.

Efter den oplevelse (og igen med Phnom Penhs trafik i mente) havde jeg ikke i sinde at tilbringe mere tid end højst nødvendigt, så samme eftermiddag stak jeg af sted. Og hold da lige kæft hvor sparker 250 kubik bare røv! I det foregående efterår havde jeg tilbagelagt 3000 kilometer gennem Østeuropa på en 50 kubiks Yamaha-knallert, som hurtigt syntes overgået af denne crosser. Kæft hvor var det bare fedt at være ude af byen og mærke suset i kroppen og vinden i håret, hvis det da ellers ikke lige var dækket af en hjelm.

Godt ude af byen kørte jeg forbi nogle drenge, der rendte og spillede fodbold. Jeg trængte til en lille kørepause og øjensynligt også en genopfriskning af, hvor dumt det er at spille fodbold på en ellevemandsbane i 35 graders bagende eftermiddagssol. Forvirringen var i sig selv stor nok, da jeg havde svært ved at skelne modspillere fra medspillere, og det blev ikke lettere, da absolut ingen af dem talte engelsk. Men de var meget søde at lade mig spille med, og efter nogle minutter gik det op for mig, at jeg var på hold med de fleste af dem med røde trøjer. Det var altså mig og Khmer Rouge mod røv.
I modsætning til virkelighedens barske realiteter vandt vi 1-0. Eller det aner jeg faktisk ikke, for efter et kvarter var jeg nødt til at trække mig, fordi jeg havde svært ved at se ud af mine øjne, der var dækket af sved. Min kondition havde det i øvrigt heller ikke for godt. Men jeg sagde tak for kampen, og de lod som om, de forstod, hvad jeg sagde og lod mig gå svedende fra banen.

Et par aftener inden jeg havde givet den op som Ronaldinho var jeg i en den thailandsk-cambodianske grænseby Koh Kong, vel at mærke på den cambodianske side. I min søgen efter havet var jeg gået gennem byen, indtil min søgen efter havbrus blev overskygget af en øredøvende larm fra noget, der ikke kunne være andet end lokal musik. Jeg faldt i snak (det er så meget sagt, når man taler to forskellige sprog) med en fuldvoksen mand, der tog mig i armen og hev mig ind til festlighederne.
Der var stillet fint an på en scene med backingband og to sangerinder i front, mens, hvad der forekom mig som gæster, dansede løs foran scenen. Drengene var vel i alderen 10-18 dansede adskilt fra kvinderne, der var nydeligt og kulørt klædt på i noget, der mest af alt mindede om de indiske sarier.
Det tog mig lige et øjebliks overvejelse, inden jeg overgav mig til rytmerne og hoppede ind i gruppen af drenge og dansede løs. De var ellevilde, og det var skidesjovt. I hvert fald i ti minutters tid til jeg indså, at jeg kom til kort med for megen fysisk bevægelse kombineret med svedende varme.
Bagefter fandt jeg en engelsktalende mand, der gjorde mig opmærksom på, at det var hans søsters bryllup, jeg lige havde kastet mig over. Flot, Jeppe. Men det var der vist ingen, der tog særlig tungt, og vil man tilpasse sig de lokale forhold, må man jo være lidt anmasende.

Indtil videre er jeg frygteligt positivt stemt over for maden, når bare det ikke indbefatter fjerkræ. Jeg får en bitter smag i munden, når man flotter sig og hopper på en restaurant, der ser ud til at tilhøre det bedre borgerskab, og får serveret en tallerken tørre ris med hals og hoved fra en due, hvis ansigtsudtryk (hvis man kan tale om noget sådant) ikke ligefrem emmer af glæde, og hvor det samtidig er pissebesværligt at skille knogler fra kød.
Nej, så hælder jeg nu engang mere til den mad, man får serveret i de lavere luftlag. Ofte er det en omgang ris med noget stegt oksekød og nogle grøntsager i eddike, som ikke umiddelbart lyder af noget særligt, men som faktisk smager særdeles fortrinligt, og som kan købes for 3-4 kroner, hvis man finder et sted, som er tilpas langt ude på landet.

I skrivende stund er jeg i den semistore by Battambang (udtales: BattaBOOONG), hvortil jeg ankom i formiddags. På vej hertil kørte jeg forbi, hvad der umiddelbart lignede en solo knallertulykke. Der lå i hvert fald en blodpøl på vejen, mens en yngre mand blev båret ud i rabatten. Man skal sgu være opmærksom, mens man kører, vist skal man så. Men det må være svært for de stakkels lokale, der ikke har været vant til at tænke selv. Og med et korrupt eller ikke-eksisterende politi bliver det først vanskeligt.
Tidligere i dag kom jeg forbi byens politistation. Eller resterne af den. Gennem porten derind til kunne jeg se en håndfuld mænd med enorme hamre travlt beskæftigede med at slå de sidste murbrokker helt og aldeles synder og sammen. Hele scenariet forekom mig tilpas morsomt til, at der blev et fint billede ud af det.
Morsomhederne gik dog hurtigt over, da jeg kort tid efter (igen) blev vinket over at politiet. Denne gang syntes årsagen endnu mere grotesk end den gjorde i Phnom Penh, da deres begrundelse denne gang var, at jeg kørte rundt med lys på. Det kostede mig en dollar. Så fremover skal jeg nok huske at indstille skruen på lyskontakten til 'off'. I hvert fald i dagslys. Men man skal jo lige tilpasse sig forholdene ;)

<- Tilbage