Indien #316. apr. 2008, 17:53[c/p fra en mail sendt til familie og venner]Pænt goddag kære medlæsere, Wow. Det er efterhånden ved at være tre uger siden, at vi forlod højskolen og Goa. Det føles som flere måneder allerede. Det har været (og er stadig) fantastisk fedt at stå på egne ben. Jeg er blevet ramt lige i hjertet af Amors kærlighedspil til backpacking. Frihed. Ubetinget frihed. I løbet af de seneste tre uger har vi allerede oplevet en ubeskriveligt og uoverskueligt masse, så her kommer lidt resuméagtige highlights for de interesserede. Da vi blev sluppet fri fredag den 28. marts, tog vi det første og bedste tog østpå til spøgelsesbyen Hampi. Hampi var for flere århundreder siden en mægtig og vigtig by. Der var meget handel, og det spirituelle blev også i høj grad dyrket (der skulle være mere end 6000 templer). For knap 500 år siden kom araberne og smadrede det hele, og siden da har byen ligget hen i ruiner. Det var i sig selv fantastisk at opleve, hvor lidt der rent udviklingsmæssigt kan ske i en by i løbet af et halvt årtusinde, men stilheden i byen var det, vi faldt for først. Størstedelen af Goa er (i hvert fald langs kysten) et sammensurium af overvægtige, rødskoldede turister, kulørte lamper, elektronisk musik og euforiserende stoffer, så bare at komme væk derfra og opleve ro var enormt rart. Det hele var stadig meget afslappet, men det var på en anden måde, end vi oplevede det i Goa. Vi spiste på flere restauranter, der var indrettet med madrasser og lave borde, så man kunne ligge ned at spise. Det var jeg meget begejstret for. Der skete ikke så meget i Hampi, men det passede os fint, så der blev vi en lille uges tid. Herefter var vi klar til at klø på. Troede vi. Vi kastede os nådesløst over Indiens IT-højborg nr. 1, Bangalore. Store firmaer af alle mulige kalibre skulle holde til her, men i særdeleshed IT-firmaer (vi så dog ikke nogen). Byen med de mange muligheder og et indbyggertal, der svarer til hele Danmarks befolkning. Travl, forurenet, overbefolket, dyr, ja i det hele taget bare utiltalende. Vi fik shoppet en masse (der kom en noget uventet lyst til at købe en overflødigt masse op i mig i en by, der i forvejen var ret dyr) og prøvet kræfter med Indiens overklasseliv på en meget dyr restaurant, som vi forlod med to halvfulde tallerkener med uspiselig mad og 2 kroner i drikkepenge. Vi blev i den grad overrumplet af storbylivet, så vi skyndte os videre dagen efter. Mysore blev næste stop. En noget hyggeligere og mindre by. Vi fik set en masse ting, som jeg ikke vil berette om. Herefter kom turens højdepunkt for Jeppe Emil Guldager. Vi havde i vores Lonely Planet-guide læst, at der et stykke vest for Mysore boede nogle rare munke, som man kunne besøge. Jeg ved ikke helt, hvad der er med mig og tibetanske munke, men efter jeg har læst et par bøger af den nuværende tibetanske eksilleder, den 14. Dalai Lama, har jeg fundet disse bordeauxklædte mænd enormt fascinerende. Så vi var nysgerrige for at se, hvad det var for noget. Det viste sig at være Indiens største munkekloster for tibetanere, der lever i eksil (Kina har jo i snart 50 år styret Tibet med hård hånd), så der var munke alle vegne. Jeg var ellevild. Det var en kæmpestor oplevelse for mig at bo iblandt disse usædvanligt rare mennesker, som jeg har så dyb respekt for. Dertil kommer, at konflikten mellem Kina og Tibet er genopblusset pga. OL, så rundt omkring hang der dagsaktuelle nyhedsartikler fra verden over og store plakater, der bl.a. viste, hvordan kineserne i den senere tid havde lemlestet adskillige tibetanere. Vi fandt ret hurtigt ud af, at det krævede en speciel tilladelse for at være der, så vi var nødsagede til at forlade stedet igen efter nogle dage. Men med os i bagagen havde vi fået oplevelser af nærmest kosmiske dimensioner. Det var stort. Tilbage til civilisationen. Vi tog sydvest på med bus og skulle om aftenen finde et sted at bo. Vi endte på et snusket sted, der var drevet af en ortodoks muslimsk familie. Da de fandt ud af, at vi var fra Danmark, begyndte jeg at høre ting, jeg helst ikke ville, og det hele blev en smule akavet og ubehageligt. Men alt var booket i resten af byen pga. noget festival, så vi var nødt til at blive der. Hej, civilisation. Hej, Muhammedtegninger. Det var som at få kastet en kødhammer i hovedet af en rigtig stærk mand. Men vi klarede det da. Her i weekenden var vi ude at trekke (vandre) i nogle bjerge. Vi fik besteget et par knap 2 km høje bjerge. Det var sindssygt hårdt. Ikke mindst fordi ingen af os er vant til den slags, men også fordi det er godt 30 grader, og luftfugtigheden ligger på omkring de 60%. Tidligt i morges (onsdag) var vi ude at sejle i kano på et 900 km stort netværk af kanaler og floder. Det var ganske hyggeligt. I morgen tager vi ned os ser den allersydligste spids af Indien, hvor den Bengalske Bugt, det Indiske Ocean og det Arabiske Hav mødes (Skagen go home), inden vi fortsætter nordpå. Det er simpelthen for varmt og fugtigt hernede. Traditionen tro lidt billeder: 05.jpg: Morgenmad foran en rismark i Hampi 06.jpg: Kameltur i Mysore 07.jpg: Den rare kunstnermunk, Lobsang 08.jpg: Ekstrem trekking når det er bedst 09.jpg: Kanaltur i kano Kærlige hilsner, Jeppe |
| <- Tilbage |