At bo på hotel

3. mar. 2011, 14:41

For to uger siden bød muligheden sig for, at jeg kunne komme ud at sejle - igen. En tur over Atlanten - igen. Der lå en båd sejlklar på Madeira, som bare manglede den sidste mand ombord. Det krævede ikke meget refleksion - hvem anden end mig skulle denne sidste mand ellers være?

Jeg fik ordnet alle de praktiske ting og tog af sted her i søndags ved middagstid. Planen var at blaffe til Hamborg for at nå et fly til Tenerife, for derefter at tage videre til den kanariske ø La Gomera, hvor jeg kunne stige på sejlbåden.

Min onkel tilbød at køre mig ud til motorvejen i Viby, hvorfra turen startede. Der var vejarbejde i nødsporet, og det var som sagt søndag, så jeg var en smule bekymret for, hvordan mit blafferi ville gå. Jeg stod i mine tyndslidte mørkeblå All Stars sko, men nåede knap nok at fryse tæerne, inden jeg fik det første lift mod Vejle. Fire timer og to yderligere lift senere var jeg i Hamborg.

Jeg blev sat af i umiddelbar nærhed af Kielerstrasse 100, hvor Kai boede. Kai havde jeg overnattet hos på vej hjem fra min sidste sejltur, så det var et glædeligt gensyn efter et par år. Siden sidst havde han færdiggjort sit medicinstudie og var begyndt at spille på sav, som han venligt demonstrerede til stor morskab for mig. Det lignede en meterlang blød fukssvans, som han strøg en cellobue hen over, og resultatet var nogle ret dystre lyde, der helt sikkert ville gøre det godt som baggrundsmusik til en spøgelsestegnefilm. Jeg tog hatten af for det her besynderlige instrument og grinede lidt af det samtidig.

Dagen efter skulle jeg tidligt op for at nå mit fly mod Tenerife. Jeg landede ved middagstid og i løbet af fem timer var det pludselig blevet sommer! Jeg fik forvildet mig ud af lufthavnsområdet og stak tomlen i vejret. Igen gik der ikke ret længe før en bil holdt ind. I mellemtiden havde jeg dog modtaget en mail fra kaptajn Clive om, at de var blevet forsinkede i afgangen fra Madeira, så jeg havde nogle dage, der skulle slås ihjel, indtil de ville ankomme. Derfor havde jeg ingen synderlige præferencer i forhold til, hvor jeg skulle henad, men min chauffør skulle til Los Cristianos, og det lød fint med mig.
Han var en venligstemt italiensk mand, der havde boet på Tenerife i 13 år. Han hed Adriano og kunne ikke tale ret meget engelsk, så vores kommunikation foregik på en mærkelig blanding af spansk, italiensk, fransk og engelsk. Men det gik. Han satte mig af i havnen, hvorfra der gik færger videre mod La Gomera (der hvor sejlbåden ville lægge til).

Solen stod stadig højt på himlen, da jeg blev sat af i havnen, og der var et par timer til den næste færgeafgang. Det havde jeg ikke i sinde at vente på, så jeg gik på jagt efter en lystbådhavn, hvor jeg håbede at kunne finde nogen, der skulle sejle til La Gomera. Det ville både være sjovere og billigere.

Min taske vejede frygteligt meget, fordi jeg havde stoppet en masse bøger i den, så den var i virkeligheden ikke så backpacker-venlig, som man skulle tro ved synet af den. Jeg var ikke helt klar over, hvor langt der var til nærmeste lystbådhavn, men jeg blev hurtigt træt af at slæbe på min alt for tunge taske, så jeg tog en rask beslutning og fandt et lidt afsides sted, hvor jeg passende kunne lægge tasken i skjul i nogle buske og spadsere videre uden.
Lystbådhavnen Puerto de Colón lå dog noget længere væk, end jeg havde forestillet mig. Det tog halvanden times tid i rask trav, og da jeg endelig nåede frem, fandt jeg til min store skuffelse ud af, at stort set alle bådene var lokale folk. Kun et par stykker var at finde ombord på deres både og ingen af dem skulle til La Gomera. Øv.

Det var pludselig blevet eftermiddag og jeg var begyndt at overveje, hvor godt mit taskeskjulested egentlig var. Jeg blev en smule bekymret for dens velbefindende og skyndte mig tilbage ad. Det lykkedes mig at fare lidt vild på hjemturen, hvilket ikke gjorde min bekymring mindre, men da jeg omsider fandt tilbage til buskadset, fandt jeg tasken i god behold. Jeg var temmelig udmattet efter den (alt for) lange gåtur og den stegende sol, som min krop ikke havde været vant til i de sidste seks måneders tid. Jeg havde for længst opgivet at finde en sejlbåd og ville bare videre mod La Gomera, så jeg besluttede at tage den næste færge.

Solen nåede at gå ned i løbet af den timelange færgeoverfart, så da jeg ankom til La Gomera var det blevet mørkt. Jeg havde ikke noget sted at sove, og jeg havde ikke ret mange penge på mig - dels pga. flybilletten derned, men også pga. min seneste investering: et GoPro-kamera jeg bare måtte have lige inden afgangen.

Jeg slentrede rundt og overvejede at slå mig ned i en park, jeg kom forbi. Men så desperat var jeg dog ikke. Ikke endnu. Jeg skulle lige udforske lidt mere, så jeg fortsatte min slentren, indtil jeg gik lige forbi et hotel. Med mit falkeblik observerede jeg lynhurtigt, at hotelbygningen var opdelt i to adskilte bygninger med hver deres indgang: den venstre indgang førte ind til receptionisten og den højre lignede en trappeopgang til værelser.
Jeg tøvede et sekund eller to, før jeg vendte om og sprang ind ad den højre dør, der ikke førte ind til receptionisten, og min første observation viste sig at holde stik: det var en trappeopgang omgivet af døre ind til hotellets værelser. Jeg turde ikke håbe på, at nogen havde efterladt en dør åben til mig, så jeg listede helt til tops, hvor jeg til min store glæde fandt en ulåst dør, der førte ud til en tagterrasse.

Jeg åbnede forsigtigt døren og gik ud. Der var ingen mennesker. Til gengæld var der en nydelig udsigt over byen San Sebastian. Her skulle jeg sove for natten! Inden for døren stod der to liggestole med tilhørende puder i. Dem listede jeg ind og tog og fandt mig så et hjørne på terrassen, hvor jeg ubemærket kunne falde hen.

Jeg foldede soveposen ud og skulle lige til at lægge mig til at sove, da jeg pludselig hørte en lyd. Det lød umiskendeligt som døren ud til tagterrassen, der blev åbnet. Jeg blev siddende bomstille et øjeblik og så i skæret fra det indendørs lys ganske rigtigt en skikkelse, der var på vej ud på taget. Jeg nåede stort set ikke at røre mig ud af flækken, før skikkelsen var kommet rundt om hjørnet og fik øje på mig.
"Hello", sagde jeg.
"Hej!", sagde skikkelsen, der viste sig at være en kvinde.
Der gik et øjeblik, hvor vi begge tydeligvis var forbavsede over hinandens tilstedeværelse, og hvor der ikke rigtig skete noget. Herefter rejste jeg mig og gik hen mod hende i håb om at kunne indgyde en art sympati i hende, så hun ikke ville sladre til hotellet.
"Do you speak English?", spurgte jeg.
"Yes", fik hun fremstammet, tydeligvis mere skræmt af situationen end jeg selv var.
"Er du dansk?", spurgte jeg, da hende første "hej" havde lydt en kende dansk.
Det var hun sørme. Hun hed Dorthe. Hun var midt i tresserne og pensioneret dansklærer. Og så var hun lettere beruset. Hun havde lige været ude at spise på sin stamrestaurant, og så plejede hun at komme op på taget og nyde stjernerne, og i aften skulle ikke være nogen undtagelse. Vi faldt hurtigt i snak og jeg forklarede, hvordan jeg var havnet der. Fuld af sympati tilbød hun mig både et toiletbesøg og et bad, hvis jeg trængte til noget sådant. Jeg ville hellere vente til dagen efter, så vi aftalte, at hun skulle komme op og se solopgang, og så kunne vi spise morgenmad på taget. Jeg lagde mig til rette på puderne fra de to liggestole, tog et par ørepropper i ørerne og faldt hurtigt i søvn.

Morgenen efter vågnede jeg op under en klar, lyseblå himmel. Det var dejligt. Jeg trængte til et bad, og derudover tænkte jeg, at med Dorthes gæstfrihed fra aftenen forinden, ville jeg måske også kunne opbevare min tunge taske på hendes værelse, så ikke jeg behøvede at slæbe rundt på den. Men Dorthe kom aldrig. Op ad formiddagen listede jeg ned og skubbede en seddel ind under hendes dør, hvorpå der stod, at hun gerne måtte kigge op. Yderligere en time gik inden Dorthe dukkede op.

Hun havde fået kolde fødder. Hun havde slet ikke kunnet sove om natten, og hun havde ringet hjem til sin mand, fordi hun havde været så nervøs for alt det, hun havde lovet. Tænk nu hvis hotellet opdagede det! Det var ærgerligt, men selvfølgelig helt fair. Vi aftalte, at hun ikke vidste noget om, at jeg sov på taget, og af det lærte jeg en lektie: at man altid skal udnytte fulde menneskers gæstfrihed, inden de fortryder.

Jeg har overnattet på taget tre gange indtil videre uden at have mødt andre end Dorthe deroppe, som har kigget op i forbindelse med solopgangen, som hun ganske rigtig nævnte først vi mødtes. Det giver ordene "at bo på hotel" en lidt anden og noget mere bogstavelig betydning end hvad man ellers regner det for.

Dagene tilbringer jeg på byens bibliotek, hvor jeg læser. I modsætning til mine andre ture er jeg jo i mellemtiden blevet fuldtidsstuderende ved Århus Universitet, så det er strengt påkrævet, at der bliver læst lidt i ny og næ.

Kaptajn Clive og resten af besætningen skulle gerne anløbe havnen her i San Sebastian i morgen, hvis altså ikke de bliver yderligere forsinket. Det bliver godt med en fast base, hvor man kan være med god ro i sindet. Det er sgu lidt besværligt at skulle liste rundt på et tag, når man skal skifte tøj, børste tænder eller når tasken om morgenen skal gemmes under nogle solpaneler, fordi jeg ikke gider slæbe rundt på den. Men det er bestemt også sjovt!
<- Tilbage