Waiting for the Sun

16. mar. 2011, 13:51

Okay, først skal jeg lige have færdiggjort mit lille camperingsforetagende på taget af Villa Hotel Gomera. Jeg var godt klar over, at ikke alle hoteller er døgnåbne, men jeg havde sikret mig, at dørene til hotellet var åbne til i hvert fald tyve over ni, så det gik jeg også ud fra, at de ville være til i hvert fald ved titiden.
Jeg havde siddet på en netcafé, der lå lidt længere nede ad gaden, til klokken var lidt i ti om aftenen. Det regnede, og jeg var så småt ved at være klar til at kravle ned i min sovepose. Jeg spadserede godt halvtreds meter op ad vejen til hotellet, og til min store skræk opdagede jeg, at mit sædvanlige indgangsparti til højre i bygningen var lukket og låst. Satans også, tænkte jeg. Et øjeblik var der stor forvirring i mit hoved. Jeg havde ikke synderligt meget lyst til at overnatte udendørs i regnen uden sovepose eller noget som helst.
Jeg gik videre forbi den ordinære indgang og så, at receptionisten var optaget ude bagved og stod med ryggen til mig. Det udnyttede jeg på det groveste, og spænede hurtigt og lydløst ind, forbi receptionisten og listede op ad trapperne til jeg nåede øverste etage. Heldigvis var der også i denne side af bygningen en ulåst udgang til taget, så jeg sneg mig ud og fandt min taske i god behold under solpanelerne, hvor jeg havde gemt den, da jeg tidligere på dagen havde forladt hotellet.
På grund af regnen havde jeg dog ikke meget lyst til at sove udendørs, så jeg tog chancen og overnattede indenfor på hotellets øverste etage på de sædvanlige to hynder fra liggestolene, som stod der. Jeg vidste, at mit skib højst sandsynligt ville ankomme dagen efter, og det ville med sikkerhed give mig tag over hovedet, så hvis jeg ville blive forvist fra hotellet på grund af ulovlig indtrængen/overnatning denne sidste aften, ville jeg fremover kunne søge tag over hovedet på skibet. Der skete dog ingenting, og det var ganske rart at sove indendørs uden blæst omkring mig - nu kun med nattetissende hotelgæster til at forstyrre min nattesøvn.

Dagen efter trillede der ganske rigtigt en besked ind op ad formiddagen fra kaptajn Clive: Nuthin Wong var anløbet havnen i San Sebastian. Hurra! Jeg sad imidlertid på biblioteket og svedte over en eksamen, der mest af alt mindede om et online spørgeskema, men som ikke desto mindre var baggrund for at bestå det metodefag, vi havde arbejdet med den sidste måneds tid.
Da biblioteket holdte den daglige siesta, afbrød jeg min eksamen og rendte ned på havnen for at se skibet og besætningen an. Jeg havde set billeder af skibet på nettet - det var ikke nogen ordinær sag, jeg her havde med at gøre, det var jeg godt klar over. Det var en såkaldt kinesisk junke, som udefra mest af alt lignede et stort piratskib. Indvendigt kunne man såmænd også godt fristes til at tro, at der havde været pirater forbi, for hold da fast hvor så det ud! Kaptajnen var gammel vagabond, og det afspejlede i høj grad den orden - eller mangel på samme om man vil - der var at finde på båden.
Det var en ordentlig mastodont på 54 fod, som han i sin tid havde bygget i sin baghave i Vancouver. Det var en helt unik sag, som tilføjede nye dimensioner til, hvad jeg hidtil havde kategoriseret som værende en sejlbåd. Det kulsorte skrog var lavet af stål, og ude foran var der påtegnet to store øjne. Dækket var noget rodet og delvist farvet af rust. Midt på dækket lå skibets dinghy (hvis sejldygtighed jeg godt kunne betvivle en smule) bundet fast med tovværk. Bagtil var den forlænget godt halvanden meter med nogle tynde brædre, der fungerede som en art agterdæk, hvor det såkaldte "long drop" blandt andet var at finde (et rundt hul med en diameter på knap tredive centimeter, der førte menneskelige efterladenskaber m.m. direkte i havet).
Skal jeg beskrive den indvendigt, kommer jeg sgu lidt til kort. Overalt var der diverse halvgående og hjemmegjorte løsninger, og der var rodet og snusket, så man skulle tro, det var løgn. Jeg bevæger mig inden for rimelighedens grænser ved at sige, at den efter alt at dømme ville være blevet erklæret direkte sundhedsskadelig eller ubeboelig, hvis en instans som Sundhedsstyrelsen havde fået snuden indenfor i kabyssen på denne skonnert af et sejlskib. Men folkene ombord var smadderrare, og så skide være med alt det andet.

Da biblioteket åbnede igen ud på eftermiddagen, fik jeg lagt sidste hånd på spørgeskemaet, og takket være mine rare medstuderende, blev jeg ganske tilfreds med den besvarelse, jeg fik sendt af sted. Jeg kiggede forbi hotellet en sidste gang - dels for at hente min taske, og dels for at sige hej til Dorthe. Vi var ramlet ind i hinanden et par gange efter det noget besynderlige møde på taget og var blevet helt gode venner, så hun skulle lige have et hej og farvel med på vejen. Iført jakke, piratlignende bandana og med taske på ryggen kiggede jeg ned forbi receptionen for at høre, hvad et værelse kostede. Receptionisten var naturligvis intetanende om, at jeg havde sovet på taget i fire dage, og da jeg hørte, at de var fuldt booket, men at et værelse ville koste 35€, forlod jeg hotellet med et stort smil på læben og tog derefter ned på skibet, hvor min køje ventede på mig. Det var længe siden, jeg var faldet i søvn til den svage gyngen, der er i en havn. Men det var skønt, var det!

Dagen efter brød fanden løs. Som kaptajn er man interesseret i, at besætningen ombord er tro, så for at bevise min troskab over for skibet bad kaptajn Clive mig om at forudbetale mit månedlige bidrag til båden. På skibets hjemmeside havde jeg læst mig til, at den månedlige "husleje" lå på 650$. Jeg må have læst det lidt for hurtigt, for det var ikke dollars, men euro det stod i. Min fejl. Derudover stod der ordret, at det inkluderede mad, og jeg gik også ud fra, at det dækkede havnepenge. Men der tog jeg fejl - igen. Denne gang dog lidt mere uforskyldt forårsaget af en uopdateret hjemmeside og dårlig kommunikation. Alligevel endte jeg med at rende i banken og hævede alt, hvad jeg kunne og betalte så første rate af mit bidrag til båden.
Deres afsejling fra Madeira var blevet udskudt et par gange, så jeg havde gået og ventet på dem i nogle dage og var ved at være klar til at komme til søs, da de ankom. Men jeg skulle væbne mig med tålmodighed, for i løbet af de tre dages sejlads fra Madeira til La Gomera havde de præsteret at knække hele tre sejlpinde, der skulle repareres, inden vi kunne drage ud på Atlanten, og som om det ikke skulle være nok, havde de sørme også undervejs ændret kurs fra Canada til Marquesasøerne på Stillehavet.
Pludselig så situationen noget anderledes ud end det, jeg havde forventet, da jeg forlod Danmark. Bådens navn "Nuthin Wong" (afledt af "Nothing Wrong") forekom mig med ét en kende ironisk, for nu syntes alt pludselig at være i vejen med den. Det bragte mig hovedkulds ud i en masse overvejelser, og den følgende tid lå mit humør og vekslede adskillige gange dagligt mellem "vil gerne" og "vil ikke".

Båden var meget primitiv i den forstand, at der var et absolut minimum af elektronisk og andet raffineret grej ombord. De to master var af træ, og sejl og sejlpinde var fastgjort med reb, så det meste kunne ordnes med lidt tovværk. Bådens design er kinesisk og sejlpindene, der adskilte sejlene på både stor- og forsejlet, var derfor originalt lavet af bambus. Der var dog foretaget adskillige reparationer, så sejlpindene bestod af diverse forskellige typer træ, der var bundet sammen. Det fungerede til dels, men bambus var nu engang det bedste, så vi skulle på jagt for at finde nogle erstatninger for de tre knækkede sejlpinde.
Rygtet lød, at der var bambus at finde på den anden side af øen, så der sejlede vi om. Det var lettere sagt end gjort, for vind og bølger var stik imod os. Kender man lidt til sejlads eller er udrustet med en nogenlunde velfungerende forestillingsevne, ved man, at det er meget ubehageligt. Det svarer lidt til at køre to tandhjul ud af takt - det fungerer bare ikke. Vi var nødt til at sejle for motor på hele turen, og det stank. Bogstaveligt og billedlig talt så stank det virkelig meget. Jeg mindes ikke at have været søsyg på en sejlbåd før, men det her var for meget af det gode. Jeg fik kvalme af den voldsomme sø og stanken af diesel gjorde også sit til, at jeg endte med hovedet ude over rælingen og ørlede en ordentligt masse. Jeg præsterede i mit ørleri at ramme mig selv på skulderen og noget størknede også i mit skæg, så jeg var en glad mand, da vi efter fem timer på havet i stiv modvind anløb et mere roligt farvand bag molen i Valle Gran Rey på øens vestkyst.

Eller helt glad var jeg nu ikke. Da jeg gik ned til min køje opdagede jeg, at den var drivende våd på grund af en utæt låge, som var lige over min køje. Heldigvis var der ikke sket nogen skade andet end at min madras og sovepose var blevet gennemblødt, så det skulle hænges til tørre. Jeg var godt klar over, at det hører sig til sjældenhederne at sejle op imod bølgerne, men turen havde været så aldeles forfærdelig, at jeg ikke magtede at være ombord længere. I løbet af de dage der var gået siden det første møde med båd og besætning, var der ikke sket ret meget. Vi havde haft det ganske hyggeligt, men jeg var sgu kommet for at sejle, og jeg havde ikke indtryk af, at vi ville komme ud på det store hav lige foreløbig. Der herskede et konstant underskud i mange facetter af det ords betydning, men mest tænker jeg på økonomisk og praktisk gennemførligt underskud. Det var som om, at hver gang vi havde overvundet en barriere med noget, der skulle udrettes, opstod der nye problemer. Det var som at løbe panden mod en mur gang på gang.
Clive havde haft en drøm om at lave verdens første skib for backpackere. Den drøm fik han realiseret, da han i 1989 byggede Nuthin W(r)ong. Inden da havde han ikke - i modsætning til mange andre af søens folk - arbejdet i mange år og sparet op, eller også var hans opsparing forsvundet, for det stod tilsyneladende så skidt til på kistebunden, at vi var nødt til at smutte fra at betale havnepenge inden førbeskrevne sejltur. Og i stedet for at tage til en tømrer for at få nogle propre stykker træ til sejlpinde, skulle vi nu på jagt efter bambus på en ø, hvor der ikke gror ret meget af den slags.
Det lykkedes os at tigge os til ét gedigent stykke bambus hos nogle folk, der drev et retreat for yoga- og meditationsdyrkende folk, men det var ikke tilstrækkeligt, for der var jo knækket tre. Jeg havde i tankerne, at hvis de på blot tre dage fra Madeira kunne knække tre sejlpinde, hvor meget bambus skulle vi så ikke have fat i, før vi var helgarderede til turen over Atlanten?
Jeg meddelte Clive, at jeg alligevel ikke ønskede at komme med over Atlanten. Det faldt ikke i god jord, og pludselig var der ikke udsigter til, at jeg kunne få nogen af mine penge retur - med mindre jeg kunne finde en, der kunne træde til i stedet for mig. Clive forekom mig mere og mere usympatisk og i og med, at alle aftaler var indgået mundtligt, var der ikke ret meget at komme efter. Jeg følte det lidt som en "giv mig dine penge og din sjæl"-agtig situation, og det brød jeg mig bestemt ikke om.

Her stod jeg så med mit skæg, der tidligere på dagen havde været godt ørlebefængt, dybt nede i postkassen, som man siger. Jeg skulle som minimum bruge en internetcafé for at komme i kontakt med omverdenen, men jeg havde ikke en rød reje tilbage. Hvad gør man så?
Jeg fik en fiks idé og slog pjalterne sammen med tyske Peter. Han havde været ombord på skibet fra Madeira, hvor besætningen havde samlet ham op som gademusikant. Han var i fyrrerne og havde børn hjemme i Tyskland og var altså ikke, hvad jeg forbandt med en typisk gademusikant. Men han havde erfaringen og var øjeblikkeligt med på idéen om, at jeg kunne akkompagnere hans guitar med noget mundharmonika, så sammen tog vi hen forbi den nærmeste restaurant, der lå inde i marinaen og stillede os op.
Vi havde ikke nået at forberede os på noget som helst, men inden vi overhovedet var kommet i gang, kom der to en kraftig cubansk kvinde hen og smed 3,5€. Da vi begyndte at spille, fortsatte pengestrømmen lindt, selv om det skal understreges, at jeg virkelig ikke er specielt dygtig til at spille mundharpe. Visse øjeblikke var pivfalske, hvilket fik mig til at overveje, om folk lagde penge for at få os til at holde op med at spille, men ud fra deres mimik at dømme var det ikke tilfældet, og hende cubaneren var slet ikke til at tage fejl af. Hun var meget opstemt og opmuntrede de andre tilhørere på det kraftigste til at donere os nogle skillinger. Peter var heller ikke nogen synderligt dygtig guitarist, men han havde karismaen, og det skal bestemt ikke undervurderes, når vi snakker om at spille i gaderne.
I løbet af tyve minutter havde vi spillet os til 14€, og det var mere end rigeligt til den smule internet, jeg havde brug for. Vi delte pengene, jeg købte mig en velfortjent øl og rendte så på netcafé i forsøget på at finde en, der kunne komme ombord i stedet for mig.
Senere samme aften tog jeg med resten af besætningen hen på en såkaldt plaza, hvor folk spillede musik. Her var der både violin, guitar, harmonika, fløjte og djembe repræsenteret og i følgeskab med en besynderligt dansende ung kvinde tog vi hen til en udendørs restaurant og forstyrrede nogle mennesker i deres spisning. Igen uden nogen rigtig forberedelse, men denne gang lød det faktisk helt hæderligt akkompagneret af flere instrumenter, og vi fik i fællesskab spillet os til flere øl per mand. I sandhed en dag i gademusikkens tegn. Det havde jeg ikke prøvet før, men det var en superherlig førstegangsoplevelse!

Selv om det måske lyder som om, at beslutningen om at forlade skibet faldt let for mig, så var den det bestemt ikke. I de elleve dage jeg var ombord gik jeg det meste af tiden i et konstant indre gråvejr (heraf overskriften på denne rulle), og det er lige før, jeg kunne skrive en bog om alle de overvejelser, jeg gjorde mig på den relativt korte tid. Groft skitseret ville jeg på den ene side virkelig gerne ud på havet igen, men på den anden side ville jeg heller ikke kaste alt over styr for at komme en tur over Atlanten, som jeg allerede har været så heldig at have prøvet én gang.
Der var mange ting på båden, som ikke spillede, eller som jeg i hvert fald gerne så gjort anderledes. Vi var dybt afhængige af andre folks hjælp og gavmildhed, hvilket bevirkede, at det tog lang tid hver gang, der skulle laves noget. Jeg ved ikke om sløvheden skyldtes, at der på skibets toilet stod opbevaret drikkevand i en beholder, der ud fra mærkatet at dømme tidligere havde indeholdt rengøringsmiddel. I hvert fald var der på beholderen et af de der karakteristiske orange symboler med et sort kryds hen over, som normalvis betyder, at der er en vis helbredsmæssig risiko forbundet med indtag af hvad end beholderen måtte indeholde. Jeg ved ikke, om Clive og de andre ombordværende i nogle uopmærksomme øjeblikke har drukket af vandet deri, det skal ikke kunne udelukkes. Sløvheden der herskede ombord kunne også skyldes, at der flere gange dagligt var afsat tid til at rulle og ryge joints.
Hertil kom, at folk sov meget længe, og Clive var ikke bleg for at tage tre, fire eller gerne fem daglige siestaer, og det påvirkede mængden af arbejde der blev udført i en sådan grad, at jeg efterhånden begyndte at tvivle på, om båden nogensinde ville blive klar til at komme over Atlanten.

Det kræver nok ikke megen fantasi at forestille sig, at der ikke har hersket nogen synderlig struktur ombord - det hele flød lidt, og meget var overladt til tilfældigheder, hvilket bådens indre og ydre også afspejlede ganske godt. Det kunne jeg ikke undgå at lade mig påvirke af, så som dagene gik blev det mere og mere vanskeligt at organisere mig selv i de kaotiske omgivelser og holde trit med mit fuldtidsstudium hjemme i Danmark.
Denne mangel på orden fik jeg at føle, da jeg afmønstrede båden. Der var i mellemtiden kommet en ung canadier ombord, som kunne tage min plads, så jeg havde fået snakket mig til at få nogle af mine penge retur, så jeg kunne komme hjem igen. Jeg havde givet Clive mit pas, da jeg kom ombord, for når man tjekker ind i marinaer rundt omkring, skal de have en liste over ombordværende besætningsmedlemmer og deres personlige data, så det var god logik at holde besætningens pas samlet. Mit pas var imidlertid ikke blandt de andres, og derfor kunne jeg af gode grunde ikke få det retur, for Clive kunne ikke finde det. Han kunne sågar ikke engang huske, at jeg havde givet ham det, og her stod jeg igen med skægget i postkassen på baggrund af en mundtlig aftale, vi havde, hvor intet kunne bevises.
Jeg har taget konsekvensen af de seneste par ugers erfaringer og har valgt at barbere mit skæg af, således at det hverken havner i nogen postkasse eller bliver befængt med bræk eller andre ildelugtende substanser, indtil det gror ud igen.

For at nuancere beskrivelsen af båden en smule vil jeg tilføje, at når der blev lavet noget, så var det ganske hyggeligt at arbejde på dækket i solskin og tyve graders varme sammen med de andre. Der blev hamret, banket, boret og bundet knob til den store guldmedalje og til at dokumentere det hele havde vi ombord belgiske Sylvie, der med sit videokamera havde intentioner om at lave en dokumentar om skibet. Hun var 26 år gammel og lå i med kaptajn Clive, som var 38. 38 år ældre end hende vel at mærke!
Hun var ikke specielt køn, og han var ikke specielt rig, som det ellers ofte forholder sig i sådanne tilfælde, så deres forhold var mig en gåde. Det virkede lidt som det modsatte af en "win-win"-situation, men de må begge have fået et eller andet ud af det, for de viste sig i hvert fald glædeligt sammen til offentlig skue, når de i ny og næ tog på restaurant sammen. Hvor de fik pengene til det fra, ved jeg ikke, for som tidligere beskrevet var der eddermame ikke mange dukater til rådighed til hverken havnepenge eller reparationer på båden.

Den øvrige besætning var jeg rigtig godt tilfreds med. Vi var alle sammen unge mennesker og havde det i det store hele superhyggeligt sammen, så det har bestemt ikke været spild af tid hernede, selvom jeg meget af tiden gik og overvejede min tilstedeværelse ombord på Nuthin Wong.
Foruden besætningen har jeg stiftet bekendtskab med et væld af andre fantastiske karakterer og skæve eksistenser, blandt andre Børge. Børge var ikke var Børge. Han var Børge Viggo Hornemann, eller bedre kendt som "Horny man", som han yndede at kalde sig selv. Med sit hvide hår og store, hvide skæg lignede han til forveksling en omvandrende julemand. Han var 78 år gammel, knap to meter høj, og da jeg mødte ham, kom han cyklende i cykelshorts på en lille sammenklappelig campingcykel, han havde købt i Kina. Han havde rejst det meste af jorden rundt og besejlet de syv verdenshave. Af flere bemærkelsesværdige bedrifter havde han blandt andet blaffet fra Europa gennem Mellemøsten og til Sydøstasien tilbage i 1966. Og så var han kvik. Han fulgte med i den daglige nyhedsstrøm i en sådan grad, at han var dybt frustreret en mandag, hvor jeg mødte ham, fordi han havde måttet undvære sin avis weekenden igennem.
Han var gammel sejler og levede nu af sin pension. Om sommeren overnattede han i parker hjemme i Danmark, og når det blev for koldt, drog han sydpå. Da jeg mødte ham på La Gomera boede han i en hule, og kom med jævne mellemrum ned forbi båden og sagde hej. Foruden at ligne en omvandrende julemand, var han et omvandrende leksikon. Han var i dén grad velbevandret, og efter at have snakket med ham i adskillige timer fik jeg indtryk af, at han vidste det meste om europæisk historie fra 800-tallet og helt frem til i dag. Derudover havde han kendskab til alt fra fiskeri i de norske fjelde til atomfysik og uddøde sprog på de Hollandske Antiller i Caribien. Meget imponerende og som sagt 78 år gammel!

For mit vedkommende er dagene ved at være talte på De Kanariske Øer. I går blaffede jeg tilbage til San Sebastian, som altså var mit udgangspunkt på La Gomera og der, hvor jeg overnattede på taget af et hotel.
Inden jeg sejlede derfra med Nuthin Wong, havde jeg allieret mig med en religiøs, britisk kvinde, der tilbød mig overnatning for lidt arbejde på hendes båd. Oprindeligt er det en dansk fiskekutter bygget i 1932, men den har gennemgået nogle reparationer og er blevet omdannet til en beboelig skonnert. Her kan jeg altså overnatte, så jeg ikke behøver at liste mig ind ad nogen hoteldør og skjule min taske på et tag.
Det er lidt af en sejlmæssig modpol at komme fra et piratskib til en enlig, religiøs kvinde, men det tager jeg i stiv arm. Det er gået fint indtil videre.

I dag har jeg vasket hendes fendere, fordi de var snavsede. På Nuthin Wong var vi glade bare vi overhovedet havde fendere til skibet. Det siger lidt om kontrasten.

I morgen aften, torsdag, flyver jeg til Frankfurt, hvis ellers de lader mig komme ombord, nu hvor jeg ikke længere har mit pas, og så går turen mod Danmark på fredag, hvis det ellers går som planlagt. Det har jeg efterhånden vænnet mig til gennem de sidste par uger, at det sjældent gør, men nu må vi se.
Da jeg forlod Danmark for godt to uger siden, havde jeg regnet med, at jeg ved denne tid ville befinde mig et godt stykke ude på havet, men båden ligger altså i skrivende stund stadig i havn på La Gomera. Måske kommer de af sted, måske ikke. For mig drejer det sig i første omgang om at komme hjem til Danmark igen.

<- Tilbage