Pasløs rejsning

20. mar. 2011, 16:44

Jeg vågnede op torsdag morgen til den første af to dage, der stod i transportens tegn. Aftenen forinden havde jeg snakket med et skotsk par, der var på besøg på båden, som jeg overnattede på. De var overbeviste om, at det ikke kunne lade sig gøre at komme væk fra De Kanariske Øer uden pas, ja, faktisk skulle man også vise pas bare for at tage færgen over til Tenerife!
Vicky, kvinden der ejede båden, var af samme overbevisning, og hertil kom, at damen i rejsebureauet, der havde solgt mig flybilletten, også havde understreget vigtigheden i, at jeg huskede mit pas. Det påvirkede mit humør en smule, at fire fuldvoksne mennesker lød til at være skråsikre på, hvad de snakkede om, når nu det ikke var til min fordel.
Politisk hører De Kanariske Øer til Spanien og altså EU, men geografisk ligger de tættere på Afrika, så forklaringen med at der var strammere regler for disse øer på grund af håbefulde afrikanske immigranter lød i og for sig plausibel nok. Alligevel valgte jeg ikke at lytte til de voksne, og jeg kastede mig hovedkulds ud i hjemrejsen uden mit pas.

Inden da skulle jeg dog lige en tur omkring barberen. Jeg havde tænkt mig at gøre alvor af det med skægget: at det ikke længere skulle være der. Jeg havde aldrig været hos barber før, men Vicky kendte byens om ikke eneste så i hvert fald ældste barber, og han var et besøg værd. Han talte ikke spor engelsk, men der hang en kalender fra La Gomera, hvor han poserede i de glasløse vinduer ind til barbershoppen i kalendermåneden februar, så jeg gik ud fra, at han var lidt af et fænomen på øen.
Rummet var ikke ret stort. Det var oplyst af et enkelt lysstofrør, der hang i loftet. Den gul-grønne maling på væggene var krakeleret flere steder og rummet var i det hele taget godt forfaldent.
Barberen var en gammel mand, og da jeg trådte ind, sad han tålmodigt på en bænk og ventede på kunder. Jeg var vist dagens første af slagsen.
Jeg pegede på mit rødlige skæg, der ikke helt uforskyldt havde gjort sit til, at jeg med jævne mellemrum var blevet givet tilnavnet ”viking”, mens jeg på mit meget sparsomme spansk fik jeg sagt ”todo”. Det hele skulle af. Det forstod han godt.
Han havde noget lunkent vand stående i en termoflaske, som han hældte op i en kop og blandede til barberskum med en gammel børste af en art, og så gik han ellers i gang. Det lyder måske lidt overilet, for det tog sin tid. Manden var godt oppe i årene og kunne knap nok gå. I højden var han mindre end mig, og det siger ikke så lidt. Jeg fik to gange barbering, og en lille halv times tid senere kunne jeg næsten ikke kende mig selv, men det var nu ikke fordi, at han ikke havde gjort sit arbejde utilstrækkeligt. Tværtimod. Det var meget længe siden, at jeg ikke havde haft skæg, så mit hoved var pludselig helt ude af proportioner, følte jeg, og jeg lignede mest af alt en lille skoledreng. Men det var en pris, jeg glædeligt betalte for at undgå at havne i penible situationer igen, og så fryder forandring jo, som man siger.

Jeg blev pludselig en smule stresset, fordi jeg var ved at komme i tidsbekneb i forhold til at nå færgen, der skulle tage mig til Tenerife. I løbet af dagene på La Gomera havde jeg snakket med flere mennesker, der havde misset deres færge og efterfølgende fly hjemad, og jeg havde bestemt ikke i sinde at havne i den statistik.
Jeg nåede lige at printe mit boarding card til færgen og pakke de sidste ting i tasken, og heldigvis var gåturen fra Vickys båd hen til færgen ikke ret lang. Jeg ankom i sidste øjeblik og perfekt timet til, at billetkontrollørerne ikke anså det for værende strengt nødvendigt at spørge om legitimation. Jeg tror dog, at de ville have godkendt mit kørekort, men jeg var ikke i humør til nogen lang forklaring, og det var de heldigvis heller ikke, så jeg sprang op ad trapperne og ind på færgen. Første hurdle overstået. Yes!

Ombord mødte jeg en svensk pige, jeg var rendt ind i et par gange tidligere. Vi faldt i snak, og jeg fortalte hende om mine sidste par ugers oplevelser, om mit forsvundne pas og om min pengemæssige situation, der i kontanter var ved at være reduceret til 4€. Det synes hun var synd, så hun donerede gavmildt 4€ og fordoblede altså, hvad jeg havde på lommen.
Jeg havde egentlig i sinde at blaffe ud til lufthavnen på Tenerife, men takket være bidraget fra hende den svenske pige, havde jeg nu penge nok til at tage en bus i stedet for.

Da jeg kom derud, skulle jeg først og fremmest have rekvireret min flybillet. Det eneste, jeg havde, var en kvittering og et bookingnummer fra rejsebureauet. Normalvis plejer jeg at klare det hele online, når jeg skal flyve, men her skulle jeg altså først have udleveret min flybillet. Tenerife er jo et yndet rejsemål for charterselskaber, og der var da også rigeligt med reklame for disse ude i lufthavnen.
Jeg fandt skranken for TUIfly, som jeg havde fået besked på. Lugen var åben, men der var intet personale. Et øjeblik overvejede jeg at gå ind ad en åben bagdør til kontoret for at lede efter min billet, men jeg valgte alligevel at lade være. Det var nok også fint nok for efter nogle minutters venten kom en tyk spanier mig til undsætning. Han foregav at arbejde der, så jeg rakte ham min kvittering og fik til gengæld min flybillet retur over disken. Anden hurdle overstået. Yes!

Foran mig havde jeg nu seks timers ventetid, der skulle slås ihjel inden flyafgangen. Jeg havde imidlertid svært ved at slappe af, for det øjeblik, der var afgørende for, om jeg ville blive lukket ombord på flyet, indfandt sig først ved check-in, som stadig lå og ulmede nogle timer ude i fremtiden.
Jeg gjorde mit bedste til at dæmpe den indre uro, men det var som at sidde i et limbo og bare vente på en afgørelse, der lå i andre menneskers hænder. Det kunne jeg ikke holde ud, så jeg henvendte mig til en check-in-skranke for at høre, hvordan min situation så ud. Her blev jeg dirigeret videre til et kontor, hvor jeg blev taget imod af en venligstemt spansk mand.
Jeg lagde mit danske kørekort frem på disken og forklarede, at jeg ikke havde mit pas på mig, men om jeg alligevel kunne komme ombord på mit fly? Han bladrede et øjeblik i et ringbind og meddelte mig så, at det kunne jeg godt og sagde i øvrigt, at hvis der blev problemer ved check-in, skulle jeg bare henvise til ham. Tredje hurdle overstået. Yes, yes, yes!

Herefter gik ventetiden relativt hurtigt. Der var ingen problemer, da jeg skulle checke ind, og da jeg fik mit boarding pass i hånden, var jeg en rigtig glad mand.
Security gik også gnidningsfrit bortset fra, at det tog usædvanligt lang tid. Folk stod i lange køer og blev gennet rundt som kvæg, der bare parerede ordre. Med kun to åbne luger i security var lufthavnen slet ikke gearet til alle de tyske og engelske charterturister, der skulle hjem fra en uge eller to under sydligere himmelstrøg.
Det tog sin tid, men da jeg omsider sad i flyet, som også havde været forsinket, kunne jeg ånde lettet op. Nu var den mentale del af rejsen til dels overstået, og foran mig havde jeg nu bare den fysiske rejse, hvor der skulle tilbagelægges godt 3000 km i fly og efterfølgende 850 km på tomlen.

Fredag nat ved 1-tiden landede jeg i Frankfurt. Jeg havde undersøgt vejforholdene forinden, og ud fra Google Street View at dømme var det ikke så ligetil at blaffe direkte ud af lufthavnen. Sidst jeg blaffede hjem fra Frankfurt, havde jeg taget offentlig transport til udkanten af byen tæt ved motorvejen, og det havde jeg umiddelbart planer om at gøre igen.
Jeg flakkede lidt rundt og tjekkede lufthavnen ud. Den var enormt stor og enormt stille om natten. Jeg fandt en mand, der sad og læste og spurgte, om han ville holde øje med min taske, mens jeg var væk et øjeblik – jeg skulle ud at se Google efter i krogene.
Det var ganske rigtigt ikke synderligt gode forhold, da pladsen til at bilerne kunne holde ind var snæver, så det var med blandede følelser, at jeg vendte tilbage til min bagage for at tage en lur. Jeg havde ikke blundet mere end en halv times tid i flyet og med en lang dag på vejen i sigte, måtte jeg hellere investere i lidt søvn.

Klokken var lidt i 5 (sig uh, hu, hu), da jeg stod op. Det var ikke dyb søvn, jeg havde været i, men tilstrækkeligt til at holde den kørende i nogle timer.
S-toget ind til Frankfurts Hauptbahnhof med efterfølgende sporvogn ud igen til motorvejen var lidt noget bøvl, som jeg gerne så mig fri for, så jeg besluttede mig for at give tomlen et kvarters tid direkte ud af lufthavnen. Og gudskelov for det. Jeg stillede mig op lidt over 5, og stik imod mine forventninger var der ikke gået mange minutter, før jeg havde det første lift knap 100 km nordpå. Jeg kunne nærmest ikke have ønsket mig nogen bedre start!
Jeg tog turen bid for bid og kom stødt op gennem Tyskland. Knap tolv timer senere havde jeg siddet i én lastbil og otte forskellige personbiler og var nået frem til Århus.

Eventyret var slut. Det havde taget en noget anden drejning, end hvad jeg havde regnet med, da jeg forlod Danmark, men det var den rigtige beslutning at tage hjem. Og det er vel i virkeligheden det, der kendetegner eventyr: der opstår uforudsete hændelser undervejs, men de ender som regel godt alligevel.

<- Tilbage