Skovtur, stammefolk og en snert af Mother Theresa13. maj 2008, 17:17[c/p fra en mail sendt til familie og venner]Det her, det er så sundt for mig. Pissesundt. Hold kæft, hvor jeg elsker det. Nuvel, Indien har en af verdens største befolkningstal. Hvis ikke det allerstørste faktisk. Alligevel forekommer det mig en kende besynderligt, at deres arbejdsløshed er så fantastisk høj, for nøøj, hvor er de gode til at beskæftige rigtig mange mennesker med ikke særlig meget. Forleden var vi ude at køre i bus. Hvor vi i Danmark kan betjene en bus med én mand (chaufføren), kan de i Indien beskæftige 4 mænd: en chauffør, en billetmand, en mand der ringer med en klokke, når nogen skal af/på samt en mand til at åbne døren for folk, der skal af/på. Det er da fantastisk! I det hele taget har de ret mange mænd til at åbne døre overalt - stort set alle butikker har en mand hyret til at åbne og lukke døren for kunderne. På restauranter ser man også fænomenet med overbemanding. Ofte er der dobbelt så mange tjenere som gæster, og på de lidt finere steder er tjenerne ikke blege for at øse maden op for en. De skulle næsten hyre nogle flere til også at putte maden i munden og tygge den for en. De kan synes jammerligt ineffektive og uduelige, de indere. Især når man kommer fra et så supereffektiviseret samfund som Danmark. Men mange er nu også ganske søde og hjælpsomme på den gode måde. Indien er også et land i kulturelt forfald. De suger en masse vestlige ting til sig, hvilket er ret ærgerligt at se, for de har så mange kulturelle skatte at være stolte af. I går morges (mandag) ankom vi til Calcutta. Det er især i storbyerne at denne vestliggørelse ses. Flere og flere kvinder smider den traditionelle og kulørte sari til fordel for vestlige cowboybukser og bluser. Mændene har fuldstændig mistet gejsten og har overgivet sig helt og aldeles til stilen med cowboybukser og tilhørende skjorte/t-shirt (sådan har det vel ikke altid været?). Det er bare én af mange kulturelle ting i forfald, og kun én af mange grunde til, at vi så vidt muligt undgår storbyerne og prøver at gå på opdagelse i nogle mere landlige og traditionelle områder af Indien. Som afslutning på sidste mail skrev jeg, at vi ville lægge en uge i byen Aurovilles hænder. Den uge endte med at blive til to. To uger i en skov, som blev et seriøst vendepunkt for både Kira og mig. Vi endte i Sadhana Forest (www.sadhanaforest.org - men den virker vist ikke helt p.t.). Et stort øko-projekt som blev startet af en israeler og hans kone for fire år siden. Overordnet går det ud på at indgå i et harmonisk og afbalanceret samspil med naturen. Meget romantisk. Men på de relativt få år projektet har kørt, er en øde sandslette blevet forvandlet til stedsegrønne buske og træer på helt naturlig vis. Folk fra hele verden kan komme og give en hånd med imod en sølle betaling på noget svarende til $2 om dagen. FN har vist fastsat en fattigdomsgrænse på $1 om dagen. Lever man for under det beløb kan man i ordets bogstaveligste forstand betegne sig selv som fattig. Men vi levede altså for $2 om dagen, og vi har haft nogle af de bedste fjorten dage overhovedet nogensinde. Det ville være håbløst for mig at give mig i kast med at beskrive alle aspekter af Sadhana Forest (vi skal nå et tog senere i aften), så jeg holder mig til at fortælle, at det var et fantastisk (og) berigende ophold. Efter vores skovtur tog vi 800 km nordpå til Araku Valley for at få et glimt af nogle stammefolk. Det var vildt fascinerende at opleve noget mere uberørt af Indien, og vi havde i en lidt naiv tro håbet på at kunne slå os ned for en tid og bo hos dem, men vi måtte tage til takke med en kort eftermiddagssmagsprøve på livet i Araku Valley. Vi fik trommespil, dans og sang for alle pengene, og unikke øjeblikke blev heldigvis foreviggjort i kameraet. Vi nød det i fulde drag. Dagen efter fortsatte vi vores færden over stok og sten. Vi havde en 5 timers bustur i vente, for derefter at fange et tog mod Moder Theresas hjemstavn, Calcutta. Busturen i sig selv havde nu været nok. I nattens løb havde vi begge fået en smule træk af en ventilator og var derfor ikke helt på toppen. Så en bustur i bjergene med en indisk chauffør bag rattet var ikke lige sagen. Jeg har tidligere beskrevet trafikken, og der bliver ikke taget en skid hensyn til, at man kører i bjerge. De buldrer stadig fremad med samme hjernedøde hastighed. Flere folk brækkede sig ud af vinduerne, og som timerne gik, fik Kira og jeg det ikke just bedre. Vi overlevede dog - foran os havde vi så "bare" en 16 timers togtur. Normalvis er toge mod Calcutta uden reservation fuldstændig håbløst proppede. Vi var så pisseheldige at finde en sovekupé, hvor 2 mænd stod af, som vi stod på, og ingen havde reserveret stykket de sidste 750 km mod Calcutta. Så i modsætning til de mange indere, der stod og sad ved toiletterne, fik vi en smule søvn i liggende tilstand. Morgenen efter (i går morges, mandag) ankom vi så til Calcutta efter en røvsyg lang søndag med al for meget utilpashed og transport. Vi fandt et britiskdrevet hotel og fik English Breakfast, OG SÅ VAR ALT GODT IGEN. Den var lige i skabet, den morgenmad! I morgen tidlig (onsdag) ankommer vi til Darjeeling, hvor der er mere humane (næsten kolde) temperaturer. En bjergby i et par tusinde meters højde, kendt for smuk natur og for at avle noget af Indiens bedste te. Woohoo, nu rykker vi! Vedhæftede billeder: 1325: Lokale børn der en aften dansede i køkkenet i Sadhana Forest 1476: Stammefolk fra Araku Valley der trommer, synger og danser 1487: Romantisk solnedgangsbillede over Araku Valley Vi skal lige have aftensmad, hente vores baggage på et hotel og så ellers nå toget mod Darjeeling om en time, så vi har lidt småtravlt. Kortet er blevet opdateret. Kig med her. Good vibrations og masser af love fra Indien - Jeppe |
| <- Tilbage |