Opkast, døde mennesker og så lidt yoga6. jun. 2008, 15:16[c/p fra en mail sendt til familie og venner]Halløj, hvor tiden flyver af sted! De knap fire måneder er snart ved at være gået; i skrivende stund er der pludselig kun 15 dage til vi skal med flyet retur fra Delhi. Det er måske også fint nok, for på flere punkter kan jeg mærke, at jeg er ved at være en smule mættet af at rejse rundt i Indien. Det kan være ret hårdt hele tiden at have mennesker og støj omkring sig. Man er som et konstant jaget og forsvarsløst dyr, når man rejser her som hvid, og det er noget, der mærkes endnu tydeligere heroppe nordpå. Som tidligere beskrevet kan støjen alene være et helvede, når man er opvokset i en lille bondeby som Viborg. Mennesker overalt og biler der konstant dytter. Båt, båt. Derudover skal man have i baghovedet, at alle mennesker, man snakker med, er ude på at krejle én. Evigt og altid skal man prutte om prisen og være strengt kritisk over for alt, hvad man får at vide. Det kræver virkelig noget psykisk overskud at tackle alle de indere, og selv Kira, som jeg ellers altid har betragtet som et af de roligste mennesker, jeg kender, har flere gange mistet besindelsen og efterladt intet andet bag sig end ukvemsord. Tilbage står de stupide indere og glor tilpas uforstående eller ligegyldigt på en til at man kun lader sig ophidse endnu mere. Nå, men bortset fra det, så går det jo egentlig meget godt. Sidst jeg skrev, var vi på vej til bjergbyen Darjeeling. Som de håbløse turister vi nu engang er, ankom vi i 10° varme i t-shirt og shorts og fik os en ordentlig forkølelse begge to. Det tog os en lille uge at komme os over, men i mellemtiden hyggede vi os godt og grundigt i hotellets bibliotek. Det viste sig også, at der, grundet Darjeelings geografiske placering, holdt mange eksiltibetanere til, og dét kunne mærkes! Stemningen overalt var enormt hjertelig og i det hele taget bare tæskehyggelig, så det gjorde os ikke så meget, at sygdommen holdt os fanget der i en uges tid. Dernæst gik turen ad lidt omveje til Bodhgaya - stedet hvor det i det herrens (eller buddhaens?) år 523 f.Kr. lykkedes Buddha at opnå sin åbenbaring (der lagde grobund til religionen) ved at sidde tilstrækkeligt længe under et træ. Det oprindelige træ var ikke længere at finde, men efter sigende var det store nuværende træ plantet af rødder fra det originale. Fup eller fakta? Hmm. Jeg havde lidt svært ved at leve mig ind i, hvordan det må have set ud på Buddhas tid. Måske lod jeg mig distrahere for meget af de irriterende indere, der slet ikke var kommet for at vise respekt, men for at fotografere Kira og mig. Vi skulle videre. Der var alligevel ikke så meget andet at komme efter end det træ. Det næste naturlige stoppested var Varanasi. Vi sprang fra den ene hellighed til den anden. Hvor bodhitræet i Bodhgaya er det helligste sted for buddhister, er Varanasi den helligste by for hinduister. Byen med den møgbeskidte flod, Ganges, som hinduer glædeligt vasker tøj i, bader i og drikker af. Den bliver simpelthen brugt til alt. Somme tider også til at dumpe døde mennesker i. En by af meget stærk spirituel karakter. Af religiøse årsager er marijuana ikke bandlyst, så overalt kunne man lugte en kraftig, men alligevel behagelig duft af den omstridte tobak. Det var meget sjovt at opleve, hvordan de dybt religiøse orangeklædte pilgrimme kunne sidde helt åbenlyst og ryge sig pilhamrende skæve i hash. Ellers havde Varanasi ligafbrændinger at byde på. Det har åbenbart udviklet sig til byens største turistattraktion: kom til Varanasi og oplev nogle døde mennesker blive brændt af. I hvert fald gjorde det utal af bådmænd, der stod langs flodens bred, os opmærksomme på, så snart en ny ceremoni skulle til at starte, og så var de mere end villige til at sejle os derhen for en lille skilling. Vi overværede en enkelt afbrænding, og det var slet ikke så modbydeligt som ventet. De var pakket godt ind i klæder og lugtede faktisk hæderligt af barbeque. Det er uundgåeligt at opholde sig i Varanasi uden på en eller anden måde at blive konfronteret med døden. Men det tror jeg heller ikke gør nogen skade. Helt tilbage i skoven i Auroville var vi blevet anbefalet at tage til byen Rishikesh. Det var bl.a. her, at Beatles boede under deres rejse til Indien i 1968 og skrev meget af deres "White Album". Da det kun lå en dagsrejse væk fra Varanasi, blev det næste stop. Turen hertil endte med at blive 25 alt for lange timer i et tog, som jeg langt ud i fremtiden vil huske for min voldsomme omgang diarré med opkast på et usædvanlig ulækkert toglokum kl. 4 om natten samt mit opkast på en vildt fremmed mand. Jeg lærte da min lektie; spis aldrig togmad i Indien. Og ham den fremmede mand lærte, at man ikke skal sætte sig i nærheden af én, der har spist togmad i Indien. Puha. Men til Rishikesh kom vi, og nu har vi været her i omtrent en uge. Ligesom majoriteten af folk der kommer hertil, tog vi hertil for at få et indtryk af, hvad yoga og meditation er for nogle størrelser. Jeg kan lige så godt sige det, som det er: min krop er om muligt stivere end et bræt. Jeg er så fløjtende dårlig til yoga, at man næsten ikke forstår det. Jeg ved ikke, om jeg fra naturens side bare er skabt sådan, eller om det mere skyldes, at jeg gennem de ti sidste år af mit liv har tilbragt så anselige mængder af tid foran computerskærmen, som jeg har. I hvert fald er det et smertehelvede uden lige, som kun overgåes af de to timer, hvor jeg næsten græd af smerte hos frisøren, da jeg fik lavet dreadlocks. Det har i det hele taget været virkelig hårdt for mig at fylde 20 - jeg er lige så ufleksibel som en israelsk mand i slutningen af trediverne, der også er på holdet. Hvad sker der for det? Midt i al elendigheden vil jeg dog påpege, at der er én stilling, jeg kan. Den er jeg til gengæld også rigtig god til. Det er den, hvor man indtager positur som en død mand og ligger fuldstændig afslappet på ryggen. Ha, ha, ha. Jeg er begyndt at savne Danmark. Foruden jer, kære medlæsere, er mad og musik noget, jeg virkelig hungrer efter. Ordentlige mælkeprodukter og The Doors er nok det, der står højst på listen over savn af hhv. mad og musik. Det med maden kom ikke som nogen overraskelse, og det gjorde det vel som sådan heller ikke med musikken. Hjemmefra havde jeg af flere grunde fravalgt at tage min iPod med. Dels af fare for tyveri/beskadigelse, men i høj grad også fordi jeg så denne rejse som et middel til at give afkald på mange af de ting, der binder mig til det, man kalder civilisation. Og det har da været sundt, tror jeg. Det betyder forhåbentligt også, at jeg nyder musikken på årets Roskilde Festival endnu mere, når jeg kommer hjem. Jeg ved ikke, om jeg får mailet mere, eller om det her bliver den uigenkaldeligt sidste fællesmail fra Indien (for denne tur i hvert fald). Uanset hvad er jeg også af den klare overbevisning, at man som trofast læser er ved at have dannet sig et indtryk af, hvordan Indien anno 2008 ser ud gennem Jeppe Guldagers øjne. Nedenfor følger beskrivelser af de fem vedhæftede billeder fra vores seneste udskejelser: 1609: Helt vildt sød tibetansk dreng, som vi mødte i et center for tibetanere i eksil, Darjeeling 1627: Mig i en teplantage, Darjeeling 1743: Kira og mig foran det enorme bodhitræ, Bodhgaya 1779: Liv ved bredden af Ganges en tidlig morgen ved 6-tiden, Varanasi 1946: Dr. Yogi (Kira) der viser aspiranten (mig), hvordan den yogastilling egentlig burde se ud, Rishikesh Vores planer for den nærmeste fremtid byder bl.a. på yderligere afslapning i forhåbentligt smukke bjerglandskaber i Naggar og et smut til Dharamsala, som er byen, hvor selveste hr. Dalai Lama holder til, inden vi vender snuden mod Delhi. Kortet med vores rejseplan er igen blevet opdateret. Link her. Måske på genskriv, hvis ikke så på gensyn! Masser af kærlige tanker til jer alle sammen, Jeppe |
| <- Tilbage |