Sidste hej fra Indiens hede20. jun. 2008, 18:16[c/p fra en mail sendt til familie og venner]Jojo, så blev det såmænd dagen før dagen. Klokken er lidt i ni fredag aften, og vores fly letter om 12 timer. Men en ganske kort opsummering på den sidste tid i Indien skal I da have! Med tiden fik jeg rent faktisk lidt mere styr på min krop i forhold til yoga i Rishikesh. Da jeg omsider fandt ud af, hvad det drejede sig om, nød jeg helt at ligge med lukkede øjne og lave nogle af øvelserne. Nogle af dem. Rishikesh var varm. Byen blev dog ramt af et bare vilde regnskyl, som fik mig til at indse, at det faktisk også er en ting, man kan savne ved Danmark. Herefter tog vi for alvor op i bjergene. Vi brugte et par dage i den rolige og knap så forurenede bjergby Naggar. Fed natur. Ubeskriveligt smukke bjerglandskaber. Der vil jeg gerne op igen. Midt i al skønheden passerer man en skråning, hvor flere hundrede indere meget entusiastisk kaster sig nedad på ski og kælke. Endnu et ubeskriveligt syn. Efter et par rolige dage i bjergene, fortsatte vi til Dharamsala - byen vi begge havde set frem til pga. Dalai Lama. Det regnede jævnt meget, og Dalai Lama var på verdensturne for at åbne verdens øjne for tilstandene i Tibet, hvilket også er godt nok. Nogle tibetanere lever under lignende kår som jøderne under 2. Verdenskrig, men ingen tør sætte sig op mod Kina. Hmm. Selv om vi ikke så skyggen af ham (lamaen), havde vi nogle hyggelige dage. En dag lykkedes det os at strande lige uden for hans hoveddør i 2 timer pga. et kradsbørstigt regnvejr, så vi kan blære os med, at vi har tørret et regnslag på hans hus. Hvor mange har lige gjort det? Al min sympati går til tibetanerne. Det er det mest rare og kærlige folk, jeg endnu har mødt (der bor ret mange af dem i Dharamsala). Og det er så synd, at deres land bliver voldtaget mere og mere for hver dag der går af nogle forpulede skævøjede kinesere. Nok om det. Forleden ankom vi til Delhi - den sidste destination på vores rute, der med lidt (meget) god vilje efterhånden ligner en grov karikatur af Jylland uden vestkyst (kort her). Egentlig er byen ikke så slem, som vi havde forventet. Vi foretrækker jo de mere rolige steder, og det kan man ikke ligefrem kalde Delhi, der med sine 13 millioner indbyggere udgør Indiens hovedstad. I går (torsdag) fik vi taget en 200 km smuttur til byen Agra, der huser et af de syv verdensvidunere, Taj Mahal. For de af jer der ikke måtte vide, hvad det er, så google det. Det er fantastisk. Vi fik taget nogle ret fede (næsten postkortværdige) billeder. Det er både med vemod og glæde i sindet, at vi i morgen tidlig skal hjem. Det er første gange, jeg har været væk fra de vante omgivelser i Danmark så længe, så det bliver spændende at komme hjem at se, hvordan verden ser ud. Som nævnt i en af de første mails, er jeg virkelig blevet bidt af at rejse, og selv om man fra tid til anden synes, at inderne er nogle store idioter, kunne jeg sagtens se mig selv komme tilbage. Sandstrande, sneklædte bjerglandskaber (med ski i juni måned), ørken, hinduister, muslimer, sikher, 170 forskellige sprog og meget, meget mere inden for samme landegrænse. Det er da mangfoldighed, der vil noget. Mangfoldighed og tolerance. For ud over en enkelt halvubehagelig episode tilbage i Kerala i april, som jeg vist ikke har beskrevet, har vi slet ikke oplevet nogle overfald el.lign. Vi har mødt flere rejsende, der ud fra deres erfaringer har oplevet Indien som et langt mere sikkert (ikke-voldeligt) land at rejse i, end interrail rundt i Europa ville være. Europa må derfor blive næste destination, så jeg kan få det be- eller afkræftet. Jeg tror, jeg starter i Frankrig. Jeg slutter for nu. Computeren her ligner noget fra de tidlige halvfemsere, så der er ingen usb-tilslutning og derfor ingen fantastiske billeder i denne omgang. Tusind tak for de mails folk i ny og næ har sendt. Det har været fedt med lidt info fra hjemmefronten :) Vi ses! - Jeppe |
| <- Tilbage |